DI Lolland-Falster sætter ved Erhvervstræf 2026 fokus på, hvordan Femern Bælt-forbindelsen kan skabe varig vækst på Lolland-Falster.
Under overskriften “Femern: Fortsat vækst – eller transit, når tunnelen åbner?” samler erhvervstræffet virksomheder, investorer, kommuner og beslutningstagere til en eftermiddag om de muligheder og udfordringer, der følger med den kommende faste forbindelse til Tyskland.
Spørgsmålet er, hvordan Lolland-Falster sikrer, at Femern ikke blot bliver en transitkorridor mellem Skandinavien og Europa, men også fører til nye arbejdspladser, investeringer, bosætning og erhvervsudvikling lokalt.
Blandt deltagerne på scenen er journalist og moderator Tine Gøtzsche, erhvervsprofilen Mirco Reimer-Elster, DI-cheføkonom Allan Sørensen, kommunaldirektør Thomas Knudsen fra Lolland Kommune samt repræsentanter fra virksomheder og investeringsprojekter, der allerede satser på området.
Erhvervstræffet skal blandt andet handle om, hvordan Lolland-Falster tiltrækker nye virksomheder, sikrer adgang til arbejdskraft og omsætter Femern-forbindelsen til konkret udvikling, også efter byggefasen er afsluttet.