EU’s elproduktion tog i 2025 et historisk skridt. For første gang leverede vind og sol mere strøm end de fossile brændsler tilsammen. Det er et tydeligt vendepunkt i den grønne omstilling, men det giver ikke i sig selv billigere strøm til virksomhederne.
Ifølge den nye European Electricity Review fra analyseorganisationen Ember stod vind og sol for 30,1 pct. af EU’s samlede elproduktion i 2025, mens fossile kilder faldt til 29,0 pct.
Samtidig leverede vedvarende energi samlet set næsten halvdelen af strømmen i EU. Udviklingen er især drevet af solenergi. Elproduktionen fra sol steg med 20,1 pct. på ét år og nåede et nyt rekordniveau på 369 TWh. Væksten hænger både sammen med store solparker og mange nye taganlæg, og i 2025 voksede solproduktionen i alle EU-lande. I flere lande dækker sol nu over en femtedel af elforbruget. Det gælder blandt andet Holland, Spanien og Grækenland, og også længere mod nord fik sol et løft i 2025, fordi året var usædvanligt lyst.
Gasproduktion stiger
Trods gennembruddet i den grønne produktion er elpriserne ikke fulgt med ned. Tværtimod steg de gennemsnitlige engrospriser i 21 EU-lande i 2025. Ember forklarer udviklingen med, at priserne især presses op i de timer, hvor sol og vind ikke leverer nok, og hvor gasværkerne derfor får en større rolle i markedet.
Gasproduktionen steg i 2025, blandt andet fordi vandkraften faldt, og det trak EU’s gasregning til elproduktion op. Rapporten peger på, at EU’s importudgift til gas til elproduktion nåede 32 mia. euro i 2025, 16 pct. højere end året før. Når gasen fylder mere i de dyreste timer på døgnet, bliver udsvingene i elprisen ved med at ramme mange virksomheder, særligt morgen og aften, hvor efterspørgslen ofte er højest.
Batterier er løsningen
Derfor peger rapporten på batterier som en af de vigtigste nøgler til mere stabile og lavere elpriser. Når strøm fra sol og vind kan lagres og bruges i spidsbelastningsperioder, kan behovet for dyr gas mindskes netop dér, hvor den i dag ofte sætter prisen. Allerede i 2025 er der ifølge Ember tegn på, at batterier begynder at gøre en forskel, men potentialet er langt fra udnyttet. EU’s store batterier passerede 10 GW i 2025, og der ligger en voksende pipeline af projekter, som kan løfte kapaciteten markant i de kommende år.
For erhvervslivet betyder udviklingen, at elmarkedet bevæger sig i en grønnere retning, samtidig med at kravene til fleksibilitet og omstilling i forbruget vokser. Investeringer i fleksibelt elforbrug, lagring og energieffektivitet bliver mere centrale, fordi prisen i stigende grad afhænger af, hvornår strømmen bruges, ikke kun hvor meget der bruges. Ember peger på, at et smartere elsystem med batterier og et stærkere net både kan dæmpe prisudsving og reducere afhængigheden af importeret gas, hvilket på sigt kan give mere stabile og forudsigelige rammer for virksomheder, også i energitunge brancher.
Rapporten viser også, at Danmark producerer 71 procent strøm fra vind og sol, hvilket er det højeste i Europa. Og at Tyskland nu producerer mere strøm fra solenergi end fra gas.
Læs hele rapporten her