Femernbælt-tunnelen er ikke bare Danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Den er også et regionalt integrationsprojekt, der skal bringe Syddanmark og Nordtyskland tættere sammen. Det arbejde er netværksorganisationen FB-Suppliers allerede i gang med. Der er nemlig god forretningsfornuft i også at interessere sig for det arbejde, der foregår på den tyske side af bæltet.
24 tyske SMVer
FB-Suppliers samarbejder blandt andet med det tyske virksomhedspartnerskab Baltic Facility Solutions, der består af 24, primært små og mellemstore, tyske virksomheder indenfor alle grene af bygge- og anlægsbranchen, fortæller Henriette Fjord Klement, der er contract manager for FB-Suppliers:
– Vi har samarbejdet med Baltic FS i flere år om at hjælpe vores medlemmer med at finde tyske samarbejdspartnere, siger hun.
Efter at arbejdet for alvor er kommet i gang på begge sider af bæltet, så er FB-Suppliers også begyndt mere aktivt at række ud til de tyske deltagere i projektet. For eksempel Deutsche Bahn:
Webinar med Deutsche Bahn
– Vi deltog i et webinar med DB. Det handler for os om at få mere viden om, hvad der konkret sker på den tyske side. Der er stort potentiale for FB-Suppliers medlemsvirksomheder. Det kan for eksempel værktøjsleverancer, modulbygninger og hele camps, siger Henriette Fjord Klement.
Peger ud i fremtiden
Bestyrelsesformand Lars Stuckert fra FB-Suppliers peger på, at arbejdet med at integrere Nordtyskland og Syddanmark som en region, ikke kun er relevant i forbindelse med byggeriet af tunnelen:
– Det er noget, vi arbejder strategisk med i bestyrelsen. Det regionale samarbejde peger jo også ud i fremtiden efter 2029, når tunnelen står færdig, fortæller han.
Danmark foran
FB-Suppliers understreger, at de danske leverandører og underleverandører til Femernprojektet sagtens kan gøre sig gældende i Tyskland. Enten alene eller i partnerskab med tyske samarbejdspartnere. Faktisk har de danske virksomheder en fordel, fordi arbejdet er mere fremskredent og projektet mere omfattende på Lolland end på Femern.
Medarbejdercamps i Tyskland
Det betyder, at danske virksomheder allerede har erfaringer med eksempelvis at etablere camps til medarbejderne og ved, hvordan opgaven skal gribes an:
– Der er helt sikkert opgaver at få i Tyskland med at opbygge camps. Et modul er jo et modul, siger Henriette Fjord Klement.
Åbent kontor hver torsdag
FB-suppliers opfordrer både danske og tyske virksomheder til at henvende sig, hvis de gerne vil i kontakt med en partner fra ”den anden side”. Den opfordring er der allerede et par tyske virksomheder, der har taget til sig:
– Vi har ”åbent kontor” hver torsdag, og det er en god idé at kigge forbi. På torsdag (6. oktober 2022) er der for eksempel allerede ét af vores tyske medlemmer, der har meldt sin ankomst, fortæller Henriette Fjord Klement.