Business Lolland-Falster og DI holdt onsdag bygge- og anlægskonference i Nykøbing Falster. På forhånd kunne man godt have skruet forventningerne i vejret til dagsordenspunkterne om kommende projekter i Guldborgsund og Lolland kommuner præsenteret af kommunernes respektive borgmestre. Især set i lyset af, at det netop var på denne konference sidste år, den tyske ejendomsudvikler Peper & Söhne annoncerede, at de var klar til at kaste en kvart milliard kroner efter et logistikcenter i Maribo Erhvervspark.
Men bomben udeblev. Og i det hele taget er gassen sivet lidt af ballonen.
– Der er sket lidt med verdensøkonomien siden, og det er ikke rigtig kommet i gang, konstaterede udviklingsdirektør Mads Stærk allerede fra konferencens start.
Udsolgte erhvervsgrunde og masser af planer
Faktum er da også, at der ikke er kommet en spade i jorden på det stort opslåede Hub 48 Maribo-projekt siden annonceringen. Og det er i virkeligheden en fin eksponent for det generelle billede.
– Vi har udsolgt af erhvervsgrunde, og de er købt og betalt, sagde Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen.
Udtalelsen faldt blandt andet med henvisning til Stensø-området i Nakskov. Her vil European Energy etablere en stor Power to X-fabrik, Hveiti vil etablerede hvederaffinaderi, der skal laves biogas, og der er planer op et anlæg til forarbejdning af genbrugsplast. Og det afventer vi så.
Skandaleskole færdig i 2025
Borgmesterkollegaen Simon Lund fra Guldborgsund Kommune havde heller ikke taget tidlige påskeæg med til konferencen. Han håbede dog på, at det skandaleramte Sundskolen-byggeprojekt ville blive gjort færdig med udgangen af 2025. Nu er toltalrådgiverkontrakten sendt i udbud og færdiggørelsen udbydes som fagentrepriser.
– Sundskolen … har været lidt undervejs, konstaterede Simon Lund lakonisk.
Mangler overnatningskapacitet
Mads Stærk fra Business Lolland-Falster var dog, sammen med borgmestrene, fortrøstningsfuld. Der er masser af især turismeprojekter i pipelinen – herunder et nyt mysterieomgærdet hotelprojekt på Lolland med 80 – 200 værelser, som vi vil høre mere om i en nær fremtid.
Turisterne – især fra Tyskland – er nemlig vilde med Lolland-Falster. Og det skal nok give bygge- og anlægsbranchen noget at se til.
– Lolland-Falster mangler mere og nyere overnatningskapacitet, sagde Mads Stærk, der også manede til en vis eftertanke i forhold til Femern-feberen.
– Vi skal huske, at på et tidspunkt stopper Femern-projektet. Og i forhold til den aktivitet det giver, så er meget af det, der sker midlertidigt, og det slår ikke rod, sagde Business Lolland-Falsters udviklingsdirektør.