På Lolland-Falster arbejdes der allerede målrettet på at trække forsvarsvirksomheder til Rødbyhavn, hvor store arealer, havn og produktionsfaciliteter fra Femernbyggeriet på sigt kan komme i spil.
Men perspektivet kan blive langt større end Rødbyhavn og Nordtyskland alene, mener Can Özren, ansvarlig for forsvar og sikkerhed ved Industrie- und Handelskammer zu Lübeck, IHK Lübeck.
- Hvis man ser på det større billede, kan Femern Bælt-regionen blive et vigtigt bindeled mellem de nordiske lande og den tyske industri. De nordiske og baltiske lande opruster, Tyskland har en stor industriel base, og en tættere forbindelse mellem de to sider kan skabe stærkere forsyningskæder og nye samarbejder på tværs af grænserne.
Han peger på, at forsvarsindustrien i stigende grad er afhængig af samarbejde på tværs af landegrænser og af adgang til både specialiserede leverandører og produktionskapacitet.
Her kan Femern-forbindelsen gøre afstanden mellem den nordiske og tyske industri kortere. Men på den tyske side står man allerede med et stærkt udgangspunkt.
- Schleswig-Holstein har allerede en stærk industriel base og virksomheder med konkrete kompetencer inden for forsvarsområdet. Det betyder, at vi ikke starter fra nul. Der er allerede et miljø, leverandører og viden, som nye samarbejder kan bygge videre på, siger Can Özren.
Det betyder samtidig, at Lolland-Falster ikke står alene i kampen om de kommende investeringer. Femern Belt Development har tidligere over for FemernBusiness peget på Rødbyhavn som et muligt fremtidigt forsvarsindustrihub, hvor blandt andet store arealer, havnefaciliteter og afstand til tæt bebyggelse kan blive en fordel.
Men forbindelsen og geografien afgør ikke alene, hvor nye fabrikker og arbejdspladser ender.
- Det er ikke tunnelen alene, der afgør, hvor virksomhederne placerer deres produktion. De ser på hele pakken: de rigtige faciliteter, kvalificeret arbejdskraft, adgang til energi og omkostningerne ved at producere. Det er dér, konkurrencen mellem områderne bliver afgjort, siger Can Özren.
Femern kan dermed gøre Lolland-Falster til en del af en tættere forsvarsindustriel forbindelse mellem Norden og Tyskland. Men den samme forbindelse kan også skærpe konkurrencen om, hvor de nye investeringer og arbejdspladser lander.