Når du skal til Rødbyhavn og Femern-byggepladsen og kommer nordfra passerer du efter motorvejsfrakørslen autoværkstedet og Kia-forhandleren AutoCentro i krydset ved Færgevej.
Og den placering er ikke helt tosset. Kommer du vestfra, hvor Lalandia ligger, kører du også lige forbi AutoCentro.
Synligheden giver opmærksomhed, også i forhold til alle de mennesker, som skal til og fra byggepladsen på Europas største anlægsprojekt.
– En hel del af de Femern-relaterede opgaver, som vi håndterer, har vi fået på grund af vores beliggenhed, for du kan jo næsten ikke køre hen til Femern-byggeriet uden at se vores forretning. Vi er ret synlige, fordi vi både har forretning, vaskehal og skadescenter, siger Jimmy Nielsen, som er direktør og indehaver af AutoCentro.
Servicerer Europcar-køretøjer
AutoCentro har en samarbejdsaftale med Europcar om at servicere og reparere biludlejningsfirmaets køretøjer.
Europcar forventer i løbet af 2023 at have 200 biler ude at køre i området, så det er et betydeligt antal biler.
– Den største del af de Femern-relaterede biler, vi servicerer, er Europcars, men vi reparerer også biler for andre aktører. Blandt andet har der været nogle jyske firmaer hernede, som vi har lavet biler for, fortæller Jimmy Nielsen.
Bruger netværket
For at komme i spil som leverandør af serviceydelser til Femern-projektet har netværket været af afgørende betydning.
– Ud over at være synlig har jeg skabt et netværk både hos det ene og det andet store selskab på projektet. Nogle gange skal man også være heldig og være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, eller være heldig at blive inviteret med ud at spise, hvor man får snakket med nogle forskellige mennesker og på den måde skabe sig et netværk, forklarer Jimmy Nielsen.
Vis du kan løse opgaven
AutoCentro er blandt andet også medlem af leverandørnetværket FB Suppliers.
– Der er ikke langt hen til FB Suppliers kontor herfra, så der tager jeg da forbi cirka en gang om måneden og hyggesnakker lidt og plejer og vedligeholder netværket, siger bilforhandleren.
– Ellers handler det om at være om sig, når man hører et eller andet og vise, at man kan løse opgaven, når der er en, som ringer, der har brug for hjælp, siger Jimmy Nielsen.