Der er kommet ekstra 2.200 internationale medarbejdere til Lolland-Falster de seneste år, så antallet nu er over 3.300 i alt. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri.
For ti år siden udgjorde de internationale medarbejdere blot fire procent af arbejdsstyrken i Lolland Kommune. I dag er mere end hver ottende medarbejder på arbejdspladserne i kommunen fra et andet land end Danmark. I Guldborgsund er tallet steget fra fire til otte procent i den samme periode.
– Det er positivt, at vi har kunnet tiltrække så mange internationale medarbejdere til Lolland-Falster de seneste år, dog særligt i Lolland Kommune. Og der er hårdt brug for dem, for ledigheden i Danmark er historisk lav, og virksomhederne råber højt efter flere medarbejdere, siger bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster, Jakob Søndergaard Nielsen, i en pressemeddelelse.
Femernprojeket har skabt stor efterspørgsel
En tredjedel af de internationale medarbejdere i området kommer fra Polen, hvilket udgør langt den største gruppe.
– Opførelsen af Femern-Bælt-forbindelsen har naturligt skabt en stor efterspørgsel på medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen her i området, hvor der opstår et behov for særlige kompetencer. Derfor håber vi også, at flere nytilflyttede medarbejdere på projektet vil slå sig permanent ned på Lolland-Falster, siger Jakob Søndergaard Nielsen.
Hver tredje i bygge- og anlæg er udlænding
I bygge- og anlægsvirksomhederne på Lolland-Falster er mere end hver tredje ansatte en international medarbejder. I servicefag, landbruget samt hotel- og restaurationsbranchen er det hver fjerde.
Lolland-Falster International Community
De mange internationale medarbejdere har skabt grobund for netværket Lolland-Falster international Community. Netværket er uformelt, men hver tirsdag formiddag er der ”Blue Tuesday” på Galleri Den Blå Fisk i Maribo.
Da FemernReport kommer forbi er caféområdet i galleriet stuvende fuldt, og lydniveauet mange decibel højere end på en børnehavestue en mandag morgen i regnvejr. Der bliver talt tysk, spansk, polsk og engelsk i en pærevælling, og der er flittig trafik til og fra kagebordet.
Sandra Frang Mostad er selv tilflytter fra Norge. Hun driver, sammen med sin søster og sin mor, Galleri Den Blå Fisk i Maribo. Hun arbejdede på et tidspunkt som vikar på Lolland International School i Maribo. Hun tog kontakt til nogle af de forældre, der afleverede og hentede børn på skolen.
Manglede et sted
– Der manglede et sted, hvor man kunne mødes og tale sit eget sprog og måske få lidt hjælp til det danske. Mange er kommet hertil med deres ægtefælle og har ikke selv fået job, så de har formiddagen fri, når børnene er i skole. Her kan man så slippe lidt damp ud i et par timer, fortæller Sandra Frang Mostad.
Samme situation som en selv
Iris Lui arbejder for det canadiske udenrigsministerium og er i øjeblikket udstationeret i Danmark. Hun arbejder mest hjemmefra, og tidsforskellen til Canada gør, at hun også kan komme til ”Blue Tuesday” på Den Blå Fisk. Hun er der sammen med sin samlever, John Tønnersen, der oprindeligt er fra Grænge på Østlolland:
– Det er dejligt at kunne komme ud og møde nogen, der er i samme situation som én selv. Det kan godt være lidt svært, at lære folk at kende, når man flytter meget rundt, siger Iris Lui.
John Tønnersen har dog ikke fundet et job på Lolland-Falster endnu – til trods for en baggrund som skolelærer:
– Det er kun industriarbejde og rengøringsjobs. Så stor er manglen på arbejdskraft åbenbart heller ikke, reflekterer han.
Skal have endnu flere udlændinge
I både Lolland og Guldborgsund kommuner kommer medarbejdertilvæksten udelukkende fra, at flere udenlandske medarbejdere har fået job i området.
– Vi skal arbejde målrettet på at få endnu flere udlændinge hertil for at arbejde. Kommunerne på Lolland-Falster kan blandt andet hjælpe virksomhederne ved at sørge for en enkel proces, når en medarbejder har fået job i området og ved at sikre en god modtagelse af hele familien.
Fordobling på ti år
Antallet af internationale medarbejdere i hele Danmark er fordoblet i løbet af de seneste ti år fra 140.000 i 2012 til 290.000 i 2022. Stigningen er fortsat ind i 2023, hvor vi for flere måneder siden har rundet 300.000 internationale medarbejdere.