8. oktober uddeles Lolland-Falsters Erhvervspris 2024 på Nykøbing F. Teater. Nu har dommerkomiteen udvalgt de fire virksomheder, der kæmper om den ærefulde titel.
De fire nominerede til prisen i 2024 er:
Filterproducenten S.E.W North Filtration A/S fra Nakskov.
Færgerederiet Scandlines, der besejler Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock-ruterne.
Melitek A/S fra Nørre Alslev, der producerer plastgranulater til sundhedssektoren.
El-installatøren Enelco Aps fra Nykøbing Falster.
Svært at vælge
– Lolland-Falster er i vækst, og det vidner årets nominerede til Lolland-Falsters Erhvervspris med al tydelighed om. Det er fire virksomheder, der hver især inden for deres branche, har vist stor vækst og styrke gennem længere tid. Vi har mange fremgangsrige og dygtige virksomheder på Lolland-Falster, og derfor var vi i den luksussituation, at det var svært at vælge de fire nominerede, siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør for Business Lolland-Falster.
I 2023 var det Rask El-Service ApS, der modtog Lolland-Falsters Erhvervspris, og erhvervsprisen gives til en virksomhed, der gør en forskel for Lolland-Falster.
Skal skabe resultater
For at blive nomineret skal virksomheden være i vækst og præstere solide økonomiske resultater. Samtidigt skal virksomheden skabe bæredygtig udvikling med fokus på innovation, investering i klimavenlige teknologier og løsninger, levere bæredygtige produkter og serviceydelser.
– Lolland-Falster har et stærkt og udviklingsorienteret erhvervsliv. Uanset om virksomheden er stor eller lille er det kendetegnende for Lolland-Falsters virksomheder, at de er dygtigt ledet og de klarer sig godt. De fire nominerede virksomheder har skabt mange nye arbejdspladser, de involverer sig lokalt, og de er foregangsvirksomheder i deres arbejde med bæredygtighed, siger områdedirektør i Nordea Ingolf Stenstrup Larsen.
Om Lolland-Falsters Erhvervspris
Erhvervsprisen blev etableret af Andelsbanken A/S i 1983. Business Lolland-Falster og Nordea har siden 2014 uddelt Lolland-Falsters Erhvervspris. Erhvervsprisen uddeles i samarbejde med revisionsselskabet Aage Maagensen, Folketidende Gruppen, Nordea og Business Lolland-Falster.