FOR ABONNENTER

Folketidende løfter overskuddet i presset marked

Bedre bundlinje, stærkere egenkapital og flere penge i kassen sender Lolland-Falsters Folketidende videre efter endnu et år med besparelser og effektiviseringer.

Administrerende direktør Ole Sloth. Foto: Rasmus Mørck Lange
Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland-Falsters Folketidende A/S kom ud af 2025 med et overskud før skat på 3,1 mio. kr. mod 2,4 mio. kr. året før. Bundlinjen steg til 2,4 mio. kr. fra 1,8 mio. kr. Samtidig voksede egenkapitalen til 14,2 mio. kr. fra 11,8 mio. kr., og de likvide beholdninger steg til 8,8 mio. kr. fra 4,8 mio. kr.

Folketidende forbedrede dermed regnskabet igen i en branche, der stadig er hårdt presset. Resultatet af den primære drift steg til 2,6 mio. kr. fra 2,3 mio. kr., selv om bruttofortjenesten stort set var uændret.

Bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt hæfter sig ved, at mediehuset er kommet styrket gennem året.

- Jeg er meget glad for resultatet. Det er et flot resultat for et lokalt mediehus, siger han.

Pres fra alle sider

Fremgangen kommer efter flere år med besparelser og omstillinger i mediehuset. Regnskabet viser også, at det gennemsnitlige antal beskæftigede faldt til 60 i 2025 mod 67 året før.

Fakta om Folketidende-regnskabet

Overskud før skat: 3,1 mio. kr. (2,4 mio. kr.)
Årets resultat: 2,4 mio. kr. (1,8 mio. kr.) Egenkapital: 14,2 mio. kr. (11,8 mio. kr.) Balancesum: 32,4 mio. kr. (29,7 mio. kr.) Likvider: 8,8 mio. kr. (4,8 mio. kr.) Medarbejdere i snit: 60 (67)

Ifølge Lars Hvidtfeldt er det en nødvendighed i et marked, hvor lokale medier fortsat er under pres.

- Vi forsøger hele tiden at være foran udviklingen. Vi er i et nedadgående marked, så vi bliver hele tiden nødt til at se på, hvordan vi producerer mest effektivt. Vi er i konkurrence med store techgiganter, som er ligeglade med, hvad der sker på Lolland-Falster, og det er en hård kamp, siger han.

Bag tallene ligger flere år, hvor mediehuset har ændret organisation og arbejdsgange i takt med et marked i forandring. Den digitale del af forretningen fylder mere, mens print fortsat har betydning for både rækkevidde og økonomi. Målet er fortsat at sikre et stærkt og selvstændigt lokalt medie med et bæredygtigt økonomisk fundament.

- Vi har nu styrket vores overskud og vores egenkapital, og det skal vi fortsætte med. Med den konkurrencesituation der er, er man som lokalt medie altid presset. Men det er meget vigtigt for os, at vi stadig kan være selvstændige og ikke være ejet af andre. Det tror vi på, at vi kan blive ved med, siger Lars Hvidtfeldt.

Målet er det samme

Folketidende skal i de kommende år udvikle nye digitale produkter og komme tættere på læserne. Digitale abonnementer og nye formater skal sammen med print være med til at bære forretningen videre.

Derfor er strategien og ambitionen også den samme for det kommende år.

- De tendenser, vi har set på annoncemarkedet, forventes at fortsætte i 2026, altså et fortsat fald i de traditionelle medier. Dog ser vi en positiv bevægelse for vores ugeaviser og ikke mindst i onlinesalget, siger administrerende direktør og chefredaktør Ole Sloth. 

Derfor er målet ifølge direktøren også endnu et overskud.

- Folketidendes læsertal er i store træk fastholdt, og vi har et historisk lavt frafald i avisabonnenter. Men oplaget falder. Samlet betyder det, at vi forventer et resultat i omegnen af det, vi realiserede sidste år.

FemernBusiness er en del af Folketidende Gruppen, men har redaktionel frihed til at dække gruppens aktiviteter som alle andre.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode