Gasledning møder ny politisk modvind
Høje tilslutningspriser udfordrer lokale virksomheders grønne omstilling. Minister vil ikke svare på spørgsmål
FemernBusiness har tidligere afsløret, at tilslutningsprisen er blevet mangedoblet siden de første aftaler blev underskrevet.
Jens Böttner
Da Folketinget i 2021 besluttede at bygge en gasledning til Lolland-Falster, blev det solgt som en sejr for den grønne omstilling og energiforsyningen i området. Gasledningen skulle blandt andet sikre, at Nordic Sugars sukkerfabrikker kunne udfase kul og i stedet bruge mere klimavenlige energiformer. Samtidig skulle flere lokale virksomheder få mulighed for at tilslutte sig – men det har vist sig langt vanskeligere end forventet.
Virkeligheden har ændret sig dramatisk siden beslutningen. Evida, statens gasdistributør, har hævet tilslutningspriserne markant.
FemernBusiness har tidligere afsløret, at tilslutningsprisen er blevet mangedoblet siden de første aftaler blev underskrevet. Det har efterladt Nordic Sugar som den eneste kunde. Virksomheder som Maribo Asfaltfabrik og Metalcolour havde ellers indgået aftaler og planlagt omstilling til gas, men de høje priser tvang dem til at trække sig. Ifølge lokale virksomheder er prisen blevet så høj, at de slet ikke kan få økonomien til at hænge sammen, hvis de valgte at tilslutte sig.
- Det er et problem, at det ikke er attraktivt for de lokale virksomheder at tilslutte sig gasledningen, siger Søren Egge Rasmussen, energiordfører i Enhedslisten.
Han har fulgt sagen siden den politiske beslutning om at etablere gasledningen og har aldrig været fan af løsningen. Men nu er den der, og giver industrivirksomheder muligheden for at få en ret stor andel af biogas som energikilde. Naturgas er som udgangspunkt ikke særlig godt for co2-udledningen, men naturgasnettet, som gasledningen der går til Lolland-Falster er en del af, er fyldt godt op med biogas (lige under 40 procent). Derfor giver det god mening for virksomheder at være tilsluttet.
- Det er vigtigt, at vi som lovgivere gør det fordelagtigt at tilslutte sig grønnere energi. Og det ser det ikke ud til, er sket her, siger Søren Egge Rasmussen.
Den stigende utilfredshed med gasprojektet er nu landet hos Energi- og klimaminister Lars Aagaard (M), der er blevet stillet flere spørgsmål i Folketinget om sagen.
Senest er det netop Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten: 'Mener ministeren, at det var en god beslutning at bygge en gasledning til Lolland, set i lyset af at etableringen blev langt dyrere end forventet, og at tilslutningspriserne nu gør det næsten umuligt for andre end sukkerfabrikken at bruge gasledningen?'
Et spørgsmål Lars Aagard svarede på ved at beklage, at gasledningen var blevet dyrere, men tilslutningsprisen nævnte han ikke med et ord.
Det er vigtigt, at vi som lovgivere gør det fordelagtigt at tilslutte sig grønnere energi. Og det ser det ikke ud til, er sket her
Energiordfører Søren Egge Ramussen (Ø)
Lars Aagaard vil heller ikke svare på spørgsmål fra FemernBusiness om sagen. På fire politiske spørgsmål til sagen henviser han til Evida, der som statens gasdistributør har ansvaret for de økonomiske vilkår.
Stopper grøn omstilling
Henrik Høegh (V), tidligere fødevareminister og viceborgmester i Lolland Kommune, retter en skarp kritik mod netop Evida. Som tidligere formand for brancheorganisationen Dansk Biogas har han været stor fortaler for gasledningen.
Han mener, at Evidas økonomiske prioriteter undergraver formålet med gasledningen:
- Jeg er utilfreds med, at et firma som Evida sætter en stopper for den grønne omstilling. Det virker som om, at de nu skal konsolidere sig økonomisk, og den regning sender de bare videre. Det bremser virksomheder, der ellers gerne vil bidrage til en grønnere fremtid, siger Henrik Høegh.
Evida: Verden har ændret sig
Evida oplyser, at de sikrer et stabilt og sikkert gassystem og støtter den grønne omstilling ved at tilkoble biogasanlæg og virksomheder til gasinfrastrukturen.
Og at prisen for en tilslutning afhænger af, hvor mange kunder der kobles på, ligesom ved fjernvarmeprojekter. Evida har gjort klart, at omkostningerne er usikre på grund af tekniske forhold som ledningsføring, afstande, miljøforhold og placeringen af reguleringsstationer.
Tilslutningspriserne, som er reguleret af Forsyningstilsynet, blev harmoniseret i 2023, oplyser Evida. Kunder betaler nu direkte for deres tilslutningsomkostninger, hvor man tidligere kunne fordele en del af betalingen over flere år. Evidas indtjening ændres ikke af den nye model, lyder det fra gasdistributøren.