Virksomheden Ortofon er en af verdens største producenter af pickupper og andet tilbehør til pladespillere, og selvom man kunne tænke, at den slags hører fortiden til, er der stadig masser af fremtid i Nakskov-virksomheden, der er nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris 2025.
Nomineringen til Lolland-Falsters Erhvervspris skal i høj grad tilskrives medarbejderne, siger Henrik A. Nielsen er administrerende direktør i Ortofon. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab
I mere end 100 år har den gode lyd taget udgangspunkt i
Nakskov.
Nu er den bredt ud til hele verden gennem Ortofon, der udover Nakskov og
Næstved også har kontorer i Tyskland, USA og Japan.
Det giver god mening, for
virksomheden eksporterer over 99 procent af det, de producerer, til blandt andet
Nordamerika, Asien og Europa, forklarer Henrik A. Nielsen, der er
administrerende direktør i Ortofon.
Corona kickstartede vækstrejse
Historien bag Ortofon begynder i Nakskov i 1918. Dengang var
fokus i første omgang på at synkronisere lyd og billeder på film. Men fra 1948
blev det i lige så høj grad pickuppen, der satte Ortofon på verdenskortet.
Siden da har virksomheden været kendt for sine kvalitets-pickupper, og selvom
markedet og interessen for vinylplader har været svingende, har Ortofon holdt
sig relevante.
Under Covid-19-epidemien skete der noget uventet:
- Vi fik en kæmpe renæssance på vinyl. Under covid var der
mange gråhårede herrer og damer, der pludselig skulle på loftet og genopdage
deres vinylsamling. Så der kom vi for alvor på en vækstrejse, fortæller Henrik
A. Nielsen.
Selvom Covid-19-epidemien er overstået, er interessen for
vinyl fortsat, tilføjer han: - Nu har det så fundet et leje, der er under, hvad
det var under covid, men det er stadig et marked, der er i vækst. I dag er det
ikke kun midaldrende mænd med gråt hår, der køber vinyl. Det er også de helt
unge.
En bæredygtig forretning
Hvordan håndterer man et marked, der er så omskifteligt, og
hvor ny teknologi risikerer at udkonkurrere ens produkter?
Hos Ortofon satser
de benhårdt på innovation, siger Henrik A. Nielsen og uddyber:
Ortofon er en af verdens største producenter af pickupper og andet tilbehør til pladespillere Foto: Kim Nielsen, KonceptLab
- En pickup er ikke væsentlig anderledes, end den var før.
Men der er kommet nye materialer og nye muligheder. Hvis ikke vi hele tiden
bringer nyheder på markedet, får vi en hensovende tilværelse. Innovation er en
stor del af vores liv, både på produktsiden, men også i produktionen. Hvordan
kan vi gøre tingene smartere og bedre, end vi gjorde før?
Selvom man er en virksomhed med en lang historie, er det
vigtigt at tænke nyt - på alle parametre, understreger direktøren. For 20 år
siden ville man typisk gå i sin lokale HiFi-butik, hvis man skulle købe en
pickup, mens man i dag i højere grad vil købe den online.
- Så innovation er også meget den måde, vi kommunikerer med
brugeren på. I dag skal du lære de unge, hvad en pickup er. At den er afgørende
for lyden af din vinyl. For 20 år siden vidste man det. Så der er et helt andet
salgsarbejde, vi skal tage ansvar for i dag.
Nye forretningsmuligheder
Udover pickupper og andet udstyr til pladespillere har
Ortofon de sidste 10 år også produceret komponenter til medicoindustrien.
Det
kan lyde som et stort spring fra pladespillere til fx høreapparater, men
faktisk er det oplagt, forklarer Henrik A. Nielsen:
Henrik A. Nielsen er administrerende direktør i Ortofon. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab
- Vi kan producere komponenter med meget høje krav til
præcision. Når man laver pickupper, taler man jo ikke om millimeter. Vi er nede
at snakke my, når vi taler om nøjagtighed. Derudover sidder der et gummileje i
en pickup, som kan være afgørende for, at der kommer lyd ud af den. Sådan noget
gummi er noget, vi selv mikser og støber. Fordi vi kan det, leverer vi også ind
til medico- og høreapparatet-industrien.
Lokal forankring
Henrik A. Nielsen understreger, at Ortofon hverken ville
kunne lave pickupper eller andre gummikomponenter med stor præcision, hvis det
ikke var for de dygtige medarbejdere, der gør et godt stykke arbejde hver dag.
Nomineringen til Lolland-Falsters Erhvervspris skal i høj grad tilskrives dem,
fortæller han.
Det at have hovedkontor og produktion i Nakskov er på mange
måder en fordel, for det er i høj grad gode, lokale medarbejdere, der får
virksomheden til at løbe rundt.
- Vi kan se, at når vi får ansat de rigtige folk her og
behandler dem respektfuldt, så bliver de også. Vi ser ikke det store flow, hvor
folk flytter fra det ene til det andet. Det er meget vigtigt for os, for du kan
ikke bare tage folk ind fra gaden og sætte dem til at lave pickupper. Så
Nakskov er meget vigtig for os, slutter han.
Erhvervsprisen 2025
Lolland-Falsters erhvervspris uddeles i år for 42. gang.
Prisen er et samarbejde mellem Business Lolland-Falster, Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen.
Alle kan indstille kandidater til prisen.
En komité har derefter udvalgt seks virksomheder, der er nomineret til Erhvervsprisen 2025:
- DanuCare ApS
- H+ A/S
- K.J. Elektro A/S
- Gammelgaard Gods v/Peter Friderichsen
- Vestas Wind Systems A/S
- Ortofon A/S
Erhvervsprisen 2025 uddeles 23. oktober ved en prisuddelingsfest på Nykøbing F Teater.