Et markant værditab på anlæg og usædvanligt våde vintermåneder har trukket regnskabet i rødt hos det kommunalt ejede Guldborgsund Spildevand A/S.
I 2024 kom selskabet ud med et underskud på 2,1 millioner kroner. Det er en nedgang på mere end tre millioner kroner i forhold til året før, hvor der var et beskedent overskud på godt én million kroner.
Det fremgår af den netop offentliggjorte årsrapport, som blev godkendt på generalforsamlingen 29. april.
– Resultatforringelsen skyldes primært ekstraordinære straksnedskrivninger samt forøgede behandlingsomkostninger som følge af ekstraordinære regnmængder i 1. kvartal 2024, står der i ledelsesberetningen.
Hårdt ramt i begyndelsen af året
De kraftige regnskyl i vinteren 2024 har øget omkostningerne til drift og behandling af spildevandet, fremgår det. Samtidig har selskabet skrevet værdien ned på en række aktiver, hvilket også tæller direkte negativt i regnskabet.
Trods underskuddet har Guldborgsund Spildevand en solid egenkapital på over 2 mia. kroner, og selskabets ledelse ser optimistisk på fremtiden. For 2025 forventes et overskud før skat på 14,5 millioner kroner – en markant vending, der blandt andet skyldes en større økonomisk ramme.
Guldborgsund Spildevand A/S ejes 100 procent af Guldborgsund Forsyning Holding A/S, som igen er kommunalt ejet. Direktør er Niels Rasmussen.