Holcim satser stort på CO2-reduceret cement

Holcims nye cementovn i Lägersdorf, Schleswig-Holstein, ventes klar til brug i 2029.
Holcims nye cementovn i Lägersdorf, Schleswig-Holstein, ventes klar til brug i 2029. Visualisering: Holcim
Offentliggjort Sidst opdateret

Den schweiziske materialegigant Holcim er parat til at tage et stort – og dyrt – skridt ind i den grønne omstilling. Med projektet Carbon2Business satser Holcim på at kunne spare atmosfæren for over en million tons CO2 fra sin cementfabrik i Lägersdorf nordvest for Hamburg.

Kører på ren ilt
På fabrikken vil Holcim bygge en ovn-prototype i industriel skala til dekarbonisering af cementproduktion. Ovnen skal benytte anden generations oxyfuel-teknologi og en kompressions- og rensningsenhed for CO2.

I oxyfuel-processen tilføres ren ilt til forbrændingsprocessen i cementovnen i stedet for atmosfærisk luft. Den nødvendige ilt til dette kommer fra elektrolyseprojekter, som eksempelvis Power to X, hvor vand skilles i brint og ilt ved hjælp af elektricitet fra vedvarende energi. Brinten kan så bruges som brændstof til biler og skibe, mens ilten altså kan bruges i cementproduktion.

CO2 bliver til methanol
Resultatet af oxyfuel-processen i cementovnen er ren CO2, som kan udskilles og derefter forarbejdes til methanol gennem methanolsyntese eller bearbejdes som råmateriale til den kemiske industri til fremstilling af for eksempel plast. Holcim arbejder sammen med Linde Engineering om den videre forarbejdning.

109,8 millioner Euro fra EU
Det innovative projekt på Lägerdorf-anlægget er støttet af EU med 109,8 millioner Euro.

– EU-finansieringen gør os i stand til på afgørende vis at fremme den grønne omstilling i cementproduktionen. Vi udvikler vores fabrik i Slesvig-Holsten til en pioner inden for grøn cementproduktion. Dette er et teknologisk fyrtårn med international appel, siger Thorsten Hahn, der er administrerende direktør for Holcim i Tyskland, i en pressemeddelelse.

Carbon2Business er et af to projekter i Tyskland og 17 projekter i alt, som EU finansierer med omkring 1,8 milliarder Euro fra innovationsfonden. Holcim investerer selv et trecifret millionbeløb i projektet.

EU-udvælgelsesprocessen af projekter har lagt vægt på, i hvilket omfang de projekter, der skal finansieres, kan reducere drivhusgasser sammenlignet med konventionelle teknologier. Modenhed, skalerbarhed og omkostningseffektivitet var også blandt udvælgelseskriterierne.

Oxyfuel er svaret
Ud over Linde Engineering arbejder Holcim tæt sammen med Thyssenkrupp Industrial Solutions.

– Energiomstillingens succes er også bestemt af spørgsmålet om bæredygtig, det vil sige CO2-neutral, produktion af byggematerialer. Den rene oxyfuel-teknologi vil være en væsentlig del af svaret og dermed bidrage til succesen med den grønne omstilling af cementindustrien, siger Pablo Hofelich, der er administrerende direktør for Polysius-forretningsenheden hos thyssenkrupp Industrial Solutions.

Klar til brug i 2029
– Sammen med vores partnere udvikler vi et effektivt genbrugskoncept på Slesvig-Holstens vestkyst og på vores placering i Lägerdorf som en del af en innovativ brintøkonomi, der kan tjene som model for cementindustrien og andre sektorer verden over, forklarer Arne Stecher, chef for dekarbonisering hos Holcim Tyskland.

Holcim planlægger at have projektdokumenterne for oxyfuel-ovnen klar i slutningen af i år eller starten af 2024. Byggeriet forventes godkendt ved udgangen af 2024. I 2029 kan den klimaneutrale cementfabrik så være i drift i Lägerdorf.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode