Efter rekordåret 2023, hvor Lolland-Falster oplevede mere end 2,1 millioner overnatninger, var der store forventninger til endnu en stærk turistsæson i 2024. Vejret har dog spillet en central rolle i årets udvikling, og juli måned var præget af regn og køligere temperaturer, hvilket påvirkede turisternes valg af destinationer. Det samlede antal danske overnatninger faldt med fem procent i juli og med tre procent for perioden januar til juli.
Destinationschef Lindy Kjøller fra Visit Lolland-Falster udtaler, at vejret har haft en afgørende betydning for danskernes rejsevalg:
– Med en regnfuld, dansk sommer valgte rigtig mange danskere at rejse sydpå til varmere himmelstrøg. Det kan være svært at konkurrere med høj sol, når man byder på regn og gummistøvler, forklarer han.
For at styrke turismen i fremtiden har Visit Lolland-Falster iværksat en langsigtet brandingkampagne målrettet danske turister. Kjøller understreger dog, at det samlede fald i turistovernatninger ikke er en katastrofe:
– Vi regner også med, at vi kan indhente noget af det i årets sidste måneder, siger han.
Cykelturisme et stærkt kort i Holland
På trods af færre danske overnatninger viser hollandske turister sig som et lys i mørket. Antallet af hollandske overnatninger er steget med 12 procent i årets første syv måneder. Denne udvikling bygger videre på en længerevarende vækst i hollandsk interesse for Lolland-Falster, hvor især cykelturismen har vist sig som et stærkt kort.
Hollandske turister har siden 2019 øget deres overnatninger med 28 procent, og Visit Lolland-Falster har fokuseret på at tiltrække dem gennem markedsføringskampagner, der fremhæver cykelturisme og campingmuligheder. Samarbejdet med VisitDenmark har styrket dette fokus, og Kjøller mener, at regionens natur og rummelige landskaber er et stort plus:
– Vores produkt tiltaler hollænderne. Vi har god plads, og her er luft. Og så er hollænderne ligesom danskere glade for cykelferier, og her er Lolland-Falster helt perfekt, fortæller Lindy Kjøller.
Regner med flere tyskere
Selvom antallet af tyske overnatninger i 2024 har været stabilt sammenlignet med sidste år, er der håb om, at de sene sommermåneder kan bringe flere tyske turister til Lolland-Falster, da august og september traditionelt er populære ferieperioder for tyskere.
Regnen giver besøgende på museer
Mens strandene har været mindre besøgte i år, har museerne på Lolland-Falster haft en travl sæson. Museum Lolland-Falster rapporterer om rekordbesøgstal på alle fire af deres museer. Især Museum Obscurum i Nykøbing Falster har haft stor succes med en 23 procent stigning i antallet af besøgende i sommermånederne, hvilket har ført til udvidede åbningstider.