Det er en af Danmarks største solcelleparker, og den er ikke
færdigopført endnu. Men nu har European Energy solgt Lidsø Solcellepark ved
Rødbyhavn på Lolland.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Køber af
parken er selskabet Alight, som har hovedsæde i Sverige og udvikler, ejer og
driver solcelleparker flere steder i Europa.
Med sin kapacitet på 215 megawatt er solcelleparken ifølge
European Energy en af de største i Danmark, og den ventes at stå klar til
sommer. Der er også allerede skrevet kontrakt med virksomheder, der vil aftage
strømmen.
DSB har således forpligtet sig til at aftage 80 gigawatttimer
årligt i ti år, hvilket vil dække 29 procent af virksomhedens nuværende
strømforbrug til togdrift.
Aftalen med Alight indebærer, at European Energy skal bygge
parken færdig og også have ansvaret for den daglige drift fremover.
Og European Energy vil også fortsat arbejde på andre
projekter i lokalområdet, forsikrer indehaver Knud Erik Andersen.
- Det er vigtigt, at European Energy forbliver engageret i
Lolland Kommune, hvor vi har flere projekter under udvikling. Vi arbejder
fortsat tæt sammen med kommunen for at sikre, at investeringer i vedvarende
energi bidrager til lokal beskæftigelse og tiltrækker investeringer udefra,
siger han i pressemeddelelsen.
Det er jo European Energy, der har planer om et stort
power-to-x-anlæg, der skal bygges i Nakskov. Her skal grøn strøm omdannes til
e-metanol, og European Energy har købt en grund, men endnu ikke truffet den
endelige beslutning om rent faktisk at opføre fabrikken.
Hos Alight glæder administrerede direktør Warren Campbell
sig også over handlen. Han antyder også, at firmaet ser flere spændende
muligheder i Danmark.
- Vores opkøb af Lidsø Solcellepark, som European Energy har
gjort et fantastisk stykke arbejde med at udvikle, vil bidrage til at
imødekomme landets stigende el-efterspørgsel og markerer kun begyndelsen på
vores planer om at bidrage til Danmarks energiomstilling. Yderligere
strategiske opkøb og partnerskaber vil spille en nøglerolle i vores ekspansion,
siger han i pressemeddelelsen.