Da Karl Mertz A/S i april offentliggjorde sit regnskab, viste det et underskud på 7,2 mio. kr. efter et regnskabsår præget af tilbageholdenhed i landbruget, fald i bruttofortjenesten og ekstraordinære udgifter til lukning af afdelinger og medarbejderafgang.
Nu er regnskabet for holding-selskabet bag også kommet, og det tegner samme billede med nye detaljer.
Karl Mertz Holding A/S kom ud af regnskabsåret fra 1. december 2024 til 30. november 2025 med et underskud på 6,1 mio. kr. mod et overskud på 2,2 mio. kr. i det foregående regnskabsår. Samtidig faldt koncernens bruttofortjeneste til 42,7 mio. kr. fra 55,3 mio. kr.
I ledelsesberetningen kalder selskabet årets udvikling og resultat for særdeles utilfredsstillende. Her fremgår det også, at resultatet før skat blev 11,4 mio. kr. lavere end ventet for koncernen og 9,1 mio. kr. lavere end ventet for moderselskabet. Ledelsen peger på betydelig tilbageholdenhed i landbruget med at foretage investeringer, og regnskabet nævner ligesom A/S-regnskabet lukning og fraflytning af afdelingerne i Rønnede og Horreby samt udgifter til opsagte og fratrådte medarbejdere.
Det nye holding-regnskab lander efter en periode med flere ændringer i toppen af virksomheden. I november 2025 overtog Jesper Ulrik Mertz igen direktørposten i driftsselskabet, efter at René Jensen trådte ud, og dermed havde Karl Mertz haft tre direktører siden 2023.
Ejendomme nedskrevet
Holding-regnskabet tilfører dog en ny oplysning. Her fremgår det, at der er foretaget en ekstraordinær nedskrivning på ejendomme på 990.000 kr. i moderselskabet. I noten om grunde og bygninger er årets nedskrivninger opgjort til 989.574 kr.
Derudover oplyser ledelsen, at de ekstraordinære poster i året samlet udgjorde cirka 2,054 mio. kr. i moderselskabet og cirka 1,365 mio. kr. i koncernen. For moderselskabet dækker det blandt andet ejendomsnedskrivningen samt forpligtelser på opsagte og fraflyttede lejemål og udgifter ved opsagte og fratrådte medarbejdere i datterselskabet.
Koncernens egenkapital faldt i regnskabsåret til 54,1 mio. kr. fra 61,4 mio. kr., mens balancesummen faldt til 154,8 mio. kr. fra 170,5 mio. kr.
Hvor A/S-regnskabet lagde op til et resultat før skat omkring nul i det kommende regnskabsår, skriver ledelsen i holding-regnskabet nu, at den forventer en indtjening for koncernen og moderselskabet på cirka 1,2 mio. kr. før skat.