Udlejere, leverandører og store brugere af byggemateriel har fået sit eget talerør i regi af Dansk Industri. Den nye brancheforening hedder Dansk Materielforening og er organisatorisk placeret under branchefællesskabet DI Byggeri.
Kræver forskellige løsninger
Alle led i et byggeris værdikæde står med store udfordringer, der kræver forskellige løsninger. Det er baggrunden for oprettelsen af den nye brancheforening, skriver DI Byggeri på sin hjemmeside.
Den nye forening samler udlejere, leverandører og store brugere af materiel i byggeriet. Administrerende direktør for udlejningskæmpen GSV, Dan Vorsholt, er blandt initiativtagerne til foreningen. Han er samtidig blevet foreningens første formand. Dansk Materielforening blev en realitet ved en stiftende generalforsamling i slutningen af april.
Fossil- og emissionsfrie byggepladser
– En af byggeriets største udfordringer i den grønne omstilling, er at gøre byggepladserne fossil- og emissionsfrie. Udover digitalisering er samarbejdet mellem byggeriets aktører nøglen til at nå godt i mål med den grønne omstilling. Det er derfor, at vi har valgt at placere Dansk Materiel forening i DI Byggeri, fortæller Dan Vorsholt.
Hele værdikæden med
DI Byggeri, glæder sig over, at væsentlige materielvirksomheder sammen ser fordelen ved, at DI Byggeri skal være rammen for den nye forening. Særligt set i lyset af, at store dele af den værdikæde, som materialevirksomhederne samarbejder med, er eksisterende medlemmer i DI Byggeri, skriver foreningen.
I arbejdstøjet
Bestyrelsen for Dansk Materielforening er allerede kommet i arbejdstøjet. Nu skal den så i gang med at styrke foreningens medlemsgrundlag, sikre prioritering af og aktiv deltagelse i det politiske arbejde i DI Byggeri samt udvikle nye, attraktive tilbud til foreningens medlemmer.
Fakta
Dansk Materielforenings bestyrelse:
Dan Vorsholt, adm. direktør, GSV Materieludlejning A/S – formand
Carsten Lausen Hoeck, adm. direktør, Loxam – næstformand
Morten Høberg Sonasson, afdelingsleder, Hoffmann A/S
Renè C. Olsen, direktør, City Lift A/S
Lasse Wittrup Ludvigsen, General Manager, Zeppelin Danmark A/S
Andrè Bakke, adm. direktør, O.B. Wiik Danmark A/S
Erik Høi, materielchef, G. Tscherning A/S