Arcadia eFuels er blandt fem europæiske selskaber, der nu vil have EU til at sætte mere fart på produktionen af grønt flybrændstof i Europa.
Selskabet står bag det planlagte milliardprojekt på Masnedø ved Vordingborg Havn, hvor der efter planen skal produceres syntetisk flybrændstof til luftfarten. Projektet har tidligere fået miljøgodkendelse, og i marts blev EU-støtten fra Innovationsfonden formaliseret. Men Arcadias seneste regnskab viste, at projektet fortsat mangler den store kundeaftale og finansiering, der skal til, før byggeriet kan besluttes.
Det nye europæiske fremstød kommer fra Arcadia eFuels, INERATEC, Norsk e-Fuel, SkyNRG og ZAFFRA. De fem selskaber argumenterer for, at Europa skal opbygge sin egen produktion af grønt flybrændstof, så luftfarten bliver mindre afhængig af importeret brændstof og mindre sårbar over for uro på energimarkederne.
Mangler stor kunde
Selskaberne peger samtidig på, at Europa allerede har mange projekter på tegnebrættet, men at de store anlæg har svært ved at nå frem til de endelige investeringsbeslutninger. Der mangler blandt andet kunder, som vil binde sig til at købe brændstoffet, støtte til de første store projekter og mere stabile rammer for de investorer og långivere, der skal finansiere anlæggene.
Det ligger tæt på Arcadias egen situation. I regnskabet for 2025 oplyste selskabet, at der fortsat blev forhandlet med en potentiel kunde, som skal aftage en betydelig del af produktionen fra Masnedø-anlægget. Den type aftale kan være afgørende for et projekt i den størrelse, fordi banker og investorer normalt vil se klare tegn på fremtidige indtægter, før de stiller penge til rådighed.
Arcadias danske projekt bliver fremhævet i materialet fra de fem selskaber. Planen på Masnedø er et fuldskala Power-to-X-anlæg, hvor grøn strøm, vand og indfanget CO2 skal bruges til at producere syntetisk flybrændstof. Investeringen er tidligere vurderet til omkring 15 mia. kr., hvis hele projektet bliver realiseret.