FOR ABONNENTER

Milliardtvist om Storstrømsbroen trækker ud i årevis

Tre år efter at voldgiftssagen blev anlagt, er parterne stadig fastlåst. En afgørelse ventes først i slutningen af 2028, mens entreprenørens krav nu lyder på 4,58 milliarder kroner.

Byggeriet af Storstrømsbroen har været ramt af problemer fra starten.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tre år efter at en voldgiftssag, der handler om byggeriet af Storstrømsbroen, blev anlagt, er der stadig ingen afklaring. Kravene er vokset, og sagen har udviklet sig til en af landets største anlægstvister.

Bag entreprenørkonsortiet SBJV står det italienske firma Itinera, og i selskabets netop offentliggjorte årsrapport fremgår det, at en afgørelse først ventes i slutningen af 2028.

En tidsmæssig vurdering som projektchef hos Vejdirektoratet Niels Gottlieb er enig i.

SBJV - Storstrøm Bridge Joint Venture - anlagde sagen i oktober 2022. Siden er sagen bare blevet større og større. I maj 2023 kom der et supplerende klageskrift med nye krav. Vejdirektoratet svarede tilbage i juli 2024. Og i juli kom der så en såkaldt replik tilbage fra den italienske hovedentreprenør. 

De økonomiske krav bliver ved med at stige og kravet liger nu på 4,58 milliarder kroner.

- Men fordi en entreprenør rejser et krav, betyder det jo ikke, at man får ret, siger projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet. 

Samlet betyder det, at det økonomiske krav nærmer sig hele broens anlægsbudget på 4,7 milliarder kroner. 

Store meromkostninger

Baggrunden for entreprenørens krav er en blanding af stigende råvarepriser, covid-19, krigen i Ukraine og forsinkelser i godkendelser af broens design. SBJV hævder, at det har medført omfattende meromkostninger og længere byggetid. Vejdirektoratet afviser, at entreprenøren har ret til de store beløb og henviser til, at kontrakten blev indgået på fast pris.

Undervejs har der været strid om de tekniske vurderinger. I maj 2023 afleverede SBJV opdaterede rapporter om forsinkelser, projekteringsfejl og økonomiske konsekvenser. Vejdirektoratet forsøgte at få rapporterne afvist, fordi de var partsindhentede ekspertvurderinger, men i februar 2024 afgjorde voldgiftsretten, at de skulle indgå i sagen. Vejdirektoratet blev samtidig pålagt at betale sagsomkostninger for denne afgørelse.

Umuligt at spå om udfaldet

Sideløbende har Vejdirektoratet sendt en rammeaftale i offentligt udbud på teknisk bistand og rådgivning til brug for sagsoplysningen i voldgiftssagen. Aftalen omfatter blandt andet teknisk gennemgang og vurdering af projektmateriale samt udarbejdelse af rapporter, der kan anvendes i sagen.

Ved retsmødet 18. februar 2025 blev en skønsmand udpeget til de første spørgsmål i sagen, men parterne kunne ikke enes om en detaljeret tidsplan. Sagen blev derfor udskudt til næste møde, som fandt sted 3. juni 2025. Her blev rammerne for det videre forløb drøftet, men uden en endelig afklaring.

Ifølge juraprofessor Peter Arnt Nielsen fra CBS er voldgift en helt normal måde at løse konflikter på i enterprisesager. Og i store enterprisesager kan det hurtigt løbe op i rigtig mange penge og tage lang tid.

Han vil ikke udtale sig om den konkrete sag. 

- Alt er muligt i en voldgiftssag. Den ene part kan vinde på alle punkter. Eller tabe. Det kan også ende midt imellem, siger han. 

36 kabler skal udskiftes

Seneste uenighed handler om, at en række af de 36 kabler, der forbinder brodækket med pylonen, ifølge Vejdirektoratet ikke lever op til kravene og skal udskiftes. Udskiftningen vil koste et tocifret millionbeløb og ifølge Niels Gottlieb ender den tvist med høj sandsynlighed også som en del af voldgiften.

SBJV ønsker ikke at kommentere på de økonomiske krav ud over det, der allerede fremgår af årsrapporten. Konsortiet understreger i stedet, at voldgiftssagen og byggeriet holdes adskilt. Og at arbejdet fortsætter.

Voldgiftssagen føjer sig til en række udfordringer, der har præget Storstrømsbroen siden begyndelsen. Oprindeligt bestod entreprenørkonsortiet af tre italienske selskaber: Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit. Undervejs trak de to sidstnævnte sig, blandt andet efter sager om korruption i hjemlandet. Og efterlod Itinera alene med ansvaret for byggeriet.

Projektet har desuden haft udfordringer med arbejdsmiljø og arbejdsforhold. Der er givet et betydeligt antal påbud fra Arbejdstilsynet, og der har været sager om uoverensstemmelser omkring løn og ansættelsesforhold.

Ifølge Vejdirektoratet er målet at åbne for biltrafik senere i år og for tog i 2027.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode