Konkursbølgen er over os. Især i bygge- og anlægssektoren går det hårdt for sig for tiden, og alle eksperter vurderer, at det bliver værre, før det bliver bedre. Senest er det blandt andet gået ud over entreprenørvirksomheden KØ Entreprise, der blandt andet har medvirket ved de arkæologiske udgravninger i forbindelse med Femern byggeriet.
Et af de steder, hvor man først mærker, når krisen kradser er i banken. Blandt andet hos Nordeas erhvervsafdeling på Sydsjælland og Lolland-Falster.
Virksomhederne påvirkede
– Vi oplever, at virksomhederne er påvirket af fortsat høje råvarepriser, høje energipriser og i nogen udstrækning også problemer med levering af materialer til brug i deres produktion. Derudover begynder nogle virksomheder at mærke en vigende efterspørgsel på varer og produkter, som tilsammen giver større varelagre, der kræver mere likviditet for den enkelte, fortæller Ingolf Stenstrup Larsen, der er områdedirektør for Nordeas erhvervskunder på Sydsjælland, Lolland og Falster.
Likviditetsplan i skuffen
– Det er fortsat meget forskelligt i hvor stort omfang den enkelte virksomhed er påvirket af disse ting. Likviditeten er et meget vigtigt fokusområde og særligt her er det vigtigt, at vi som finansiel partner for virksomhederne har en tæt og indgående dialog med vores kunder, så virksomheden har en plan i skuffen, siger Ingolf Stenstrup Larsen fra Nordea.
Der skal stilles sikkerhed
FemernReport beskrev i sidste uge, hvordan virksomheder skal passe på med at trække på kassekreditten for at holde fast på sine medarbejdere, selv der ikke er meget for dem at lave. I krisetider er banken typisk også noget mere tilbageholdende med at låne penge ud eller bevilge kreditter. Og som virksomhed skal man indstille sig på, at man ikke kan låne penge på sit glatte ansigt eller et potentielt godt projekt.
– Desværre har vi også lokalt oplevet virksomheder, der desværre erklæres konkurs, hvilket desværre også rammer underleverandører. Det er en ulykkelig situation for alle og som minder os om, at garantistillelser i et samarbejdsforhold ofte er en god og nødvendig løsning, fortæller Ingolf Stenstrup Larsen.