En ny vejafgift rammer fra 1. januar lastbilerne på de danske veje. I starten drejer det sig om vogntog over 12 tons og reglerne gælder kun på 10.900 kilometer ud af det danske vejnet på 75.000 kilometer.
Der har været massiv kritik af loven, men nu træder den i kraft fra på torsdag. Hos Sax-Trans i Sakskøbing har man hele december arbejdet med, at få installeret bokse, der kan registrere det hele i lastbilerne.
Og når man spørger direktøren hos Saxtrans, Peter Flensted Rasmussen, om de nye regler, er det svært ikke at overhøre det suk, der kommer.
– Vi har sat priserne op og sender regningen videre. Udgifterne til det her er så store, at vi skulle lukke og slukke, hvis vi ikke gjorde. Der er ingen i branchen, der ville overleve, hvis man ikke gjorde det, siger han.
Hos Sax-Trans har man 55 lastbiler på over 12 tons, som altså bliver ramt nu og her. Og fra 2027 gælder det også de mindre biler på over 3,5 tons. Og fra 2028 på hele vejnettet på 75.000 kilometer.
– Vi møder stor forståelse blandt vores kunder over situationen. Men selvfølgelig er der sure miner rundt omkring, siger Peter Flensted Rasmussen.
Lastbiler udleder i dag cirka 1,7 millioner ton CO2 om året, og formålet med den nye afgift er, at få flere grønne lastbiler på vejene. Den forventede reduktion i 2030 er på 0.4 ton CO2.
Her er kritikpunkterne
-
Øgede omkostninger: Afgiften presser især små og mellemstore transportvirksomheder.
-
Højere priser: Forventes at føre til dyrere varer for forbrugerne.
-
Ulig konkurrence: Udenlandske lastbiler risikerer at slippe billigere.
-
Kontrolproblemer: Effektiv opkrævning og kontrol af udenlandske køretøjer er usikker.
-
Geografisk skævhed: Landdistrikter rammes hårdere på grund af afhængighed af vejtransport.
-
Lille CO₂-effekt: Den forventede reduktion på 0,4 millioner ton i 2030 kritiseres som beskeden.
-
Jobtab: Branchen frygter færre ordrer og nedskæringer.
Kilder: ITD, Dansk Erhverv, Lastbilmagasinet.