Til maj vil Rødbys indbyggertal være vokset med over 50 procent. Ud over de omkring 2.000 fastboende kommer der 1.344 ekstra til. De er alle beskæftiget på Femernbyggerioet, og de skal indkvarteres i modulbyggeri inde på selve byggepladsen.
Den 30.000 kvadratmeter store “håndværkerby”, FLC Village, i Rødbyhavn opføres af Adapteo. For at nå i mål med de mere end 1000 moduler skal pavillonleverandøren opføre fire moduler om dagen frem til udgangen af april i år. De første var allerede klar til indflytning i sensommeren 2021, og de sidste skal stå klar om blot et par måneder.
Fire moduler om dagen
Siden 2021 har pavillonleverandøren opstillet 995 moduler, og de sidste to års erfaring er kommet Adapteo til gode.
– I begyndelsen tog det os en måned at færdiggøre 24 moduler, som til sammen udgør en bygning. I dag samler vi fire moduler om dagen. Så vi skal holde momentum for at nå sidste etape, fortæller Jens Schmidt, projektleder hos Adapteo Danmark.
Bygningerne er på 9×3 meter og inkluderer et privat værelse til beboeren, badeværelse med brusebad og toilet samt rekreative rum og udendørs terrasser på begge etager.
90 procent færdige ved ankomst
Indtil videre har Adapteo opsat 995 moduler. Det svarer til i alt 1.184 værelser. Det betyder, at der mangler 121 moduler, svarende til 160 værelser, der skal stå klar om under to måneder.
– Når bygningerne ankommer til byggepladsen, er de omkring 90 % færdige og udstyret med møbler, linned og badeværelse. Derefter sætter projektteamet bygningsenheden sammen, og så er den klar til brug. Størstedelen af modulerne bliver til beboelse, mens omkring 100 af dem bliver til fællesområder, hvor beboerne kan slappe af efter en lang arbejdsdag på tunnellen, siger Jens Schmidt.
Danmarks største hotel
Byggearbejderne har løbende haft mulighed for at flytte ind i FLC Village. På nuværende tidspunkt bor der omkring 900 arbejdere i Adapteos fleksible byggeri.
– Vi har ved udgangen af uge 8 monteret 37 af de i alt 42 bygninger, der skal opføres. Så det går den rigtige vej, og slutspurten er virkelig sat ind, siger Jens Schmidt.
Bliver stående til elementerne er færdige
Planen er, at byggeriet skal stå der, indtil tunnelelementerne er færdige. Derefter vil modulerne langsomt blive taget ned lidt efter lidt. Det forventes, at alle boliger er fjernet når selve tunnelen står klar til brug, og at arbejderne derfor ikke længere behøver et sted at bo i nærheden.
– Det er et meget stort og vigtigt projekt, og at være med til at bidrage til Danmarkshistoriens største anlægsprojekt har været en fantastisk rejse. Det er ikke for sjov, at det bliver Danmarks største hotel, afslutter Jens Schmidt.