Schleswig-Holsteins ministerpræsident, Daniel Günther (CDU), tildelte tirsdag delstaten Schleswig-Holsteins fortjenstorden til fem personligheder, der hver især har ydet en ekstraordinær indsats for at gøre Femern Bælt-forbindelsen til virkelighed.
Uddeles sjældent
Daniel Günther lagde ved overrækkelsesceremonien i Kiel ud med at understrege, at man vitterligt skal gøre sig fortjent til at modtage delstatens fortjenstorden:
– Delstatens fortjenstorden er en orden, der uddeles meget sjældent. Og i dag kan vi så give den til hele fem mennesker, der i en årrække har arbejdet utrætteligt og engageret for en sag, der betyder usædvanlig meget for Schleswig-Holstein, sagde ministerpræsidenten fra talerstolen.
– Den faste Femern Bælt-forbindelse bringer Europa tættere sammen. Tunnelen bringer Tyskland tættere på Skandinavien og repræsenterer intet mindre end begyndelsen på et nyt kapitel i tysk-dansk venskab. I har bidraget til, at dette kapitel er blevet ledsaget konstruktivt og kritisk og dermed er blevet væsentligt forbedret, fortsatte Daniel Günther.
To danske modtagere
På forreste række sad de fem ordensmodtagere og lyttede. De to af dem havde taget turen hele vejen fra Danmark. Det var tidligere folketingsmedlem, energiminister, boligminister og skatteminister for Venstre, Svend Erik Hovmand og Administrerende direktør for den erhvervsdrivende fond Femern Belt Development, Stig Rømer Winther.
Førte kampagne for fast forbindelse
– Svend Erik Hovmand har været fortaler for partnerskabet mellem Slesvig-Holsten og Danmark i årtier. Derfor førte han længe før beslutningerne om Femern Bælt-forbindelsen blev truffet kampagne for en fast forbindelse over Østersøen. Han var formand for Femern Belt Development i ti år og var med til at stifte Femern Bælt-udvalget, der fremmer samarbejdet mellem Slesvig-Holsten og Danmark, lød ministerpræsidentens begrundelse for at tildele Svend Erik Hovmand fortjenstordenen.
Anerkendelse af konkret indsats
Du har jo modtaget stort set alle de ordener, man kan få i Danmark, bortset fra Elefantordenen. Hvad betyder den her for dig?
– Nu skal jeg ikke forklejne de andre, men den her, den er jeg i særlig grad glad for. Nogle ordener får man efter en årrække som minister, men den her er en anerkendelse af mange års konkret indsats, og den er jeg meget glad for, sagde Svend Erik Hovmand efter ceremonien.
Brobygger og ambassadør
Den anden danske ordensmodtager, Stig Rømer Winther, fik også hædrende omtale med på vejen:
– Stig Rømer Winther har været brobygger mellem Slesvig-Holsten og Danmark og ambassadør for den fælles Femern Bælt-region i mange år. Især under den lange godkendelsesproces for Femern Bælt-forbindelsen, gjorde han alt, hvad der stod i hans magt, for at fremme den gensidige forståelse og de økonomiske muligheder, som forbindelsen medførte. Som administrerende direktør for Femern Belt Development er han den centrale initiativtager til tysk-dansk samarbejde på tværs af Femern Bælt, var de rosende ord fra Daniel Günther.
– Man har lagt mærke til, at vi har været her
Hvad betyder ordenen for dig?
– Det er en anerkendelse af det arbejde, der er gjort igennem mange år. Sådan en orden betyder jo mere i Tyskland end den gør i Danmark, hvor ordener ikke betyder så meget. Personligt er jeg meget beæret over, at man har lagt mærke til, at vi har været her. Men jeg ser det lige så meget som en anerkendelse af Femern Belt Development. Det er aldrig generalen, der vinder krigen – det er soldaterne sammen med generalen, sagde Stig Rømer Winther ovenpå at have fået det røde kors på brystet.
Modstander har forbedret projektet
En af de mere overraskende modtagere af Schleswig-Holsteins fortjenstorden var Susanne Brelowski, der er erklæret modstander af Femern Bælt forbindelsen og talsmand for borgerinitiativerne mod forbindelsen.
– Susanne Brelowski er engageret i at varetage borgerinitiativers interesser og bidrage med sin ekspertise til dialogforummet. Det finder ikke kun et bredt publikum der, men også i offentligheden og på alle politiske niveauer, især på stats- og føderalt niveau. Derved har hun ydet et væsentligt bidrag til mange forbedringer i planlægningen af projektudviklerne og især til midler til ekstra-lovlig støjbeskyttelse langs jernbanestrækningen, der forbinder Femern Bælt-krydset, lød ministerpræsidentens begrundelse for at tildele hende ordenen.
To ordener til dialogforum
De to sidste modtagere af fortjenstordenen var tidligere ambassadør Dr. Christoph Jessen, der har været talsmand for Femern Belt Fixed Link Dialogue Forum i mere end ti år, og Thomas Keller, der siden 2016 har været talsmand for projektadvisory boardet i dialogforummet.
Schleswig-Holsteins fortjenstorden er en forholdsvis ny foreteelse. Den blev uddelt første gang i 2008, og dermed blev Schleswig-Holstein den sidste tyske delstat til at uddele sin egen fortjenstorden.