- Det er rigtig kedeligt. Det har været hele mit liv, og jeg
har kæmpet med det i en række år, men vi havde ligesom udtømt alle muligheder,
så vi har indgivet konkursbegæring i aftes.
Sådan siger Mia Jørgensen, der er direktør for
entreprenørfirmaet Troels Jørgensen A/S i Kettinge.
Firmaet er blandt de største og mest kendte
entreprenørselskaber på Lolland-Falster og har i perioder beskæftiget over 100
ansatte.
Da Femernbusiness.com taler med Mia Jørgensen onsdag ved
middagstid, har hun endnu ikke været i skifteretten og venter også på at mødes
med kurator.
- Så jeg kan ikke snakke så meget om det endnu, siger hun.
Men hun fortæller, at der på det seneste har været omkring
et halvt hundrede ansatte:
- Vi har været 60 i en del tid, men er nok snarere 50 nu,
for en del er hjemsendt, fordi vi ikke havde så meget at lave i begyndelsen af
året.
Blandt de større igangværende byggeprojekter er et nyt
museumsmagasin til Museum Lolland-Falster, sognegården i Væggerløse og
renoveringen af Christianssæde Slot. De byggerier ligger nu stille, og
medarbejderne er sendt hjem.
Men det skal nu undersøges, om selskabet kan rekonstrueres.
- Det håber jeg på. Det er meget tidligt, men vi må jo se,
om nogen kommer på banen, siger Mia Jørgensen, der blev direktør i 2013 og i
2017 overtog hele ejerskabet.
I forbindelse med konkursbegæringen har selskabet skiftet
navn til Byggeselskabet TJ af 2025 A/S.