Hamborg og København kan høste gevinsterne fra Femern-forbindelsen, mens områderne mellem storbyerne bliver gennemfartsområder. Det er en af advarslerne i en tysk analyse af vækstmulighederne i Hansebelt, der omfatter Lübeck og fire nordtyske kredse.
Analysen er udarbejdet af Prognos og MODULDREI for Regionalmanagement im Hansebelt. Den peger på, at nye virksomheder og arbejdspladser kræver en fælles indsats, hvis den øgede trafik skal skabe lokal vækst.
Stig Rømer Winther, direktør i Femern Belt Development, hæfter sig ved advarslen. I organisationens omtale af analysen efterlyser han tættere forbindelser mellem aktørerne på begge sider.
- Derfor skal vi allerede nu yderligere styrke samarbejdet på tværs af Femern Bælt. Vi skal koble virksomheder, erhvervsorganisationer, forskningsmiljøer og kommuner tættere sammen og udnytte de erhvervsmæssige styrkepositioner, vi har på begge sider, siger han.
Erfaringer fra Eurotunnelen viser ifølge rapporten, at forbindelserne til de omkringliggende byer har betydning for, hvor gevinsterne lander. Analysen peger derfor på behovet for bedre lokale trafikforbindelser og fælles strategier for erhvervsarealer.
Stig Rømer Winther fremhæver Interreg-projektet Fehmarnbelt Growth Region, som er igangsat sammen med blandt andre Lübeck. Det skal styrke samarbejdet og undersøge mulighederne for et fælles dansk-tysk udviklingsselskab.
Rapporten peger desuden på industriarealerne på Lolland-Falster som en mulighed for samarbejde med nordtyske virksomheder.
- Det afgørende er, at vi ikke venter på, at tunnelen åbner. De virksomheder, netværk og samarbejder, der skal skabe væksten, skal etableres nu. Femern Bælt-forbindelsen giver os mulighederne, men det er vores fælles indsats, der afgør, hvor store gevinsterne bliver, siger Stig Rømer Winther.