Fonden Femern Belt Development var sammen med Business Lolland-Falster og Erhvervshus Sjælland i sidste uge på Expo Real-mesen i München i Sydtyskland. Formålet med besøget var at tiltrække tyske ejendomsinvestorer, især indenfor transport og logistik, turisme og industri, til Lolland-Falster. Og den kommende tunnel mellem Lolland og Femern er med til at sælge billetter. Det fortæller direktør for Business Lolland-Falster:
Femern får folk til at lytte
– Der er meget mere lydhørhed i Tyskland overfor Lolland-Falster som investeringsområde efter byggeriet er kommet i gang. Når vi går ud vifter med flaget for Lolland-Falster, så får Femern folk til at lytte, fortæller Mads Stærk, der er direktør for erhvervssammenslutningen Business Lolland-Falster.
Stig Rømer Winther, der er direktør for fonden Femern Belt Development er også godt tilfreds med messebesøget:
– Det gik fremragende. Der var stort fremmøde til messen, og vi oplevede tydelig interesse for investeringspotentialet i forhold til ejendomme på begge sider af Femern Bælt, siger han.
Kendskabet skal øges
Den danske delegation havde ikke selv en stand på messen i år, men der arbejdes hen imod en fælles stand sammen med tyske partnere på messen næste år. Der er nemlig stadig noget at arbejde på i forhold til at få de tyske investorers øjne op for Femern regionens potentiale:
– Kendskabet er ikke højt. Der er jo blandt andet derfor, vi deltager. Det er meget væsentligt, at vi får øget kendskabsgraden i Tyskland, siger Stig Rømer Winther fra Femern Belt Development.
Mads Stærk fra Business Lolland-Falster bekræfter, at der er rum til forbedring af de tyske ejendomsinvestorers kendskab til Syddanmark:
Perfekt beliggenhed
– De kommer jo ikke løbende hen til os på sådan en messe. Men dem, vi går efter, har klar interesse. Når tunnelen er færdig, så er både Lolland og Falster oplagte logistikhubs. Falster kan således nås indenfor kørehviletidsreglerne i forhold til Stockholmsområdet, og Lolland ligger perfekt i forhold til en gateway mellem Hamborg og København, fortæller Mads Stærk fra Business Lolland-Falster.