Ægteparret fra Buxtehude ved Hamborg har deres uddannelse og erfaring med fra det tyske sundhedsvæsen. Men det er ikke nogen hindring for at virke i Danmark.
– Jeg fik min danske autorisation i december, og har allerede haft klienter her i min klinik, fortæller jordemoderen, der også er uddannet i kinesisk medicin, som doula, massageterapeut og snart zoneterapeut.
Arbejder hjemmefra
Både hun og Fabian har valgt det travle sundhedsvæsen fra. De er privatpraktiserende og arbejder begge hjemmefra i egne virksomheder.
Ret efter flytningen til Danmark i 2021 begyndte de begge på sprogskolen. For selvom tysk og dansk er i familie, er det ikke bare lige sådan at oversætte fag-gloser og iværksætter-sprog.
– Det sværeste ved at starte op som selvstændig her på Lolland har klart været sproget. Det er nogle gange lidt svært at forstå, hvad banken mener, og hvad de har brug for af dokumentation. Men vi har da fundet ud af det, siger Anja Böckel, der driver klinikken ”Anjas Nest” på hjemadressen i Vejleby på Lolland.
Danskere er mere ”laid back”
Ægteparret synes ellers, det har været forholdsvis let at starte op som iværksættere i nabolandet.
– Vi kan godt lide Danmark, og vi kan godt lide Lolland. Folk er sådan lidt mere ”laid back” her end i Tyskland. Det er slet ikke svært at komme ind på livet af dem, og det kan det godt være i Nordtyskland. Det tog mig ti år at bryde de mure ned, griner Anja, som er født og opvokset i Koblenz i det sydvestlige Tyskland.
Mure er der ingen af på Lolland, hvor netværket er vokset, og de danske kunder allerede har fundet vej til klinikken efter få måneder.
Kunder i det internationale miljø
Anja Böckel håber, at der også vil kunne findes kunder i det internationale miljø, der vokser hastigt på Lolland i disse år.
– Det er godt for min forretning. I Danmark har man ikke tradition for at have en privat jordemoder før og efter, man skal have et barn. Men i andre EU-lande er det meget almindeligt, fortæller hun.
Både Anja og Fabian glæder sig over tunnelbyggeriet, som nu skal forbinde deres nye hjemland med det gamle.
Det sker om ti år
– Det er så spændende, det der sker bare om ti år med forbindelsen. Jeg håber, det kommer til at udvikle Lolland rigtig meget i en positiv retning. Vi glæder os i hvert fald, for det vil jo også gøre det nemmere for os at rejse til Tyskland og få vores børn til at komme her, siger Anja, der netop har fået sit første barnebarn på den anden side af Femern Bælt.
Parrets to hjemmeboende børn har taget flytningen til Danmark i stiv arm. Sønnen på 17 år vil gerne uddanne sig til tømrer, og datteren på 13 år går på Lolland International School.
– Det var jo helt perfekt, at den var startet op, netop som vi gerne ville flytte til Danmark. Det kunne ikke blive bedre, siger Anja Böckel.