Hansebelt e.V. er en tysk erhvervsforening, der arbejder for øget samarbejde mellem Nordtyskland og Skandinavien. Foreningens navn afslører også et romantisk forhold til det gamle Hanseforbund mellem havnebyerne ved Østersøen. Foreningens ledelse har netop været på besøg på byggepladsen og udstillingscentret i Rødbyhavn. Forkvinde Astrid Bednarski mener, at det er på tide at komme ud over stepperne:
Lad os komme i gang
– Tunnelbyggeriet gør synlige fremskridt. Det er derfor vigtigt i de kommende år at udnytte de muligheder, som forbindelsen giver, bedst muligt for folk i Hansebæltet og dermed gøre byggeriet af tunnelen til et succesfuldt projekt for vores region. Lad os i fællesskab se at komme i gang, siger Astrid Bednarski fra Hansebelt.
Spørger man en garvet Tysklandskender som Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger, så kræver det dog nok lidt mere arbejde:
Tøvende og forsigtige tyskere
– Selvfølgelig kommer der effekter på begge sider. Men der er slet ikke samme begejstring på den tyske side. Tyskerne er generelt mere tøvende og forsigtige, siger han.
Når tyskerne er lidt mere fodslæbende i forhold til at udnytte forretningspotentialet i Femern-projektet, så er det imidlertid ikke kun et spørgsmål om mentalitet. Der har været forholdsvis stor modstand imod projektet fra tyske miljøorganisationer som NABU, og det har fået stor opmærksomhed i Tyskland generelt. Men også helt lokalt i Nordtyskland og ikke mindst på Femern har der været noget på spil:
Væksten flytter fra Femern til Lolland
– Femern var jo et vækstområde, der satsede på blandt andet turisme. Og dengang var Lolland jo nærmest at ligne med DDR. Nu er det omvendt: væksten er på Lolland, og i Burg på Femern er man bange for at turisterne bliver væk, så de har følt, at de havde noget at tabe, forklarer Siegfried Matlok.
Tyske bilister narret
En anden ting, der har dæmpet tyskerne begejstring, er finansieringen af Femern-forbindelsen. Den stående fortælling i Tyskland er, at man er blevet narret. Man troede, at det var danske pensionskasser, fonde og offentlige midler, der skulle betale for forbindelsen, men i stedet er det de tyske bilister, der skal betale. Dér er der noget at snakke om i forbindelse med øget dansk-tysk samarbejde. Når man altså får lært det:
Kan ikke tale samme sprog
– Man kan jo ikke tale samme sprog, og så er det ikke så nemt. I Nordtyskland har man glemt, hvordan man taler dansk, og danskerne har glemt at tale tysk. Det skal der gøres noget ved, siger Siegfried Matlok.
