Vikarbranchen lever af op- og nedgang. Når kommuner og regioner mangler hænder, ringer telefonen. Når budgetterne strammes, kan opgaverne forsvinde igen. Den usikkerhed er et grundvilkår for Vikar Specialisten i Maribo.
Selskabet leverer vikarer til bosteder og til den kommunale og regionale pleje, hvor behovet kan ændre sig hurtigt.
- Der kan være store udsving, siger ejer og direktør Claus Stechnik.
Regnskabet for 2025 viser, at indtjeningen er gået tilbage. Resultatet før skat falder til 3,4 mio. kr. fra 3,8 mio. kr., og bruttofortjenesten er reduceret til 39,9 mio. kr. Samtidig er det gennemsnitlige antal medarbejdere faldet fra 65 til 59.
Ifølge direktøren hænger det blandt andet sammen med de vilkår, der præger markedet.
Uddannelse koster
Samtidig er omkostningerne til uddannelse høje. Opgaverne i plejesektoren kræver dokumentation og faglighed, og det koster.
- Uddannelse fylder en del hos os, og det er dyrt. Men det er en nødvendighed, hvis vi skal levere ordentligt, siger Claus Stechnik.
Rekruttering er en konstant udfordring i en branche, hvor opgaverne kræver både erfaring og de rette personlige kompetencer.
Konkurrencen om kvalificerede medarbejdere hård, og det kan hurtigt mærkes, hvis der ikke er de rigtige folk klar, når behovet opstår. Samtidig er det en branche med stor udskiftning af medarbejderne. Man er typisk ikke vikar i flere år ad gangen.
- Rekruttering af nye medarbejdere er en daglig opgave. Det er vigtigt at få de rigtige ind. Som vikarfirma er det helt centralt, siger han.
Selv om overskuddet efter skat ender på 2,6 mio. kr., og likviditeten er styrket til 6,0 mio. kr., ændrer det ikke på, at forretningen er afhængig af et marked, hvor andres beslutninger kan få direkte betydning for aktivitetsniveauet.
Derfor vil virksomheden forsøge at stå stærkere i konkurrencen.
- Vi skal ud og være mere synlige. Vi skal fylde mere, siger Claus Martin Stechnik.