Alle taler om vejret, og ingen gør noget ved det. Men på Nordeuropas største byggeplads forbereder man sig på det, og derfor forvoldte årets første storm ingen nævneværdig skade eller forsinkelse.
Dedikeret vejrgruppe
FLC har en dedikeret vejrgruppe. Vejrgruppen tjekker den lokale vejrudsigt omkring byggepladserne to gange i døgnet. Hvis der er udsigt til voldsomt eller farligt vejr, så indkaldes alle, der kan blive berørt af det til møde, hvor man finder ud af, hvad der skal gøres af tiltag i den anledning.
Det beredskab blev der lejlighed til at teste af torsdag i sidste uge, da årets første uvejr med vindstød op til orkanstyrke blev varslet. Og alt forløb tilsyneladende planmæssigt. Byggepladsen blev behørigt sikret i god tid inden stormens ankomst til Femern Bælt-regionen:
Kæde faldt ned
– På grund af det kommende blæsevejr blev byggepladsen grundigt sikret på forhånd, og det lykkedes faktisk at undgå problemer. Der blev ikke registreret nogle hændelser eller skader – bortset fra at en kæde, der afspærrede en arbejdsvej, faldt ned, skriver Femern A/S i en mail til FemernReport.
Intet kranarbejde søndag
I kraftig blæst kan der ikke arbejdes med de store byggekraner på byggepladsen. Men stormen var så elskværdig at ramme op til weekenden, så heller ikke det forvoldte de store problemer:
– Der blev ikke arbejdet med kraner, mens blæsten stod på, men da det var en søndag, gjorde det ikke det store alligevel, skriver Femern A/S.
Skib måtte søge havn
Også ude på vandet var man forberedt på hårdt vejr. Ligesom kollegerne på byggepladsen har FBC et vågent øje på vejret og opdaterer varslingerne to gange i døgnet. Det betød at de de fartøjer, der er ved at udgrave tunnelrenden havde tid til at tage deres forholdsregler:
– I weekenden betød blæsten, at én af de vindfølsomme skibe måtte gå i ly i havnen et stykke tid, men den store sandsuger Vox Amalia arbejdede videre, skriver Femern A/S til FemernReport.