Tunnelkonsortiet FBC (Femern Belt Contractors), der udgraver tunnelrenden og udfører hovedparten af arbejdet til søs på tunnelprojektet, rundede i januar i år tre millioner arbejdstimer i træk – uden arbejdsulykker.
Normalt 24 ulykker per million timer
Ifølge tal fra Dansk Arbejdsgiverforening kan man normalt regne med cirka 24 arbejdsulykker per million arbejdstimer i bygge- og anlægsbranchen. Dermed ser FBC ud til at være lidt af en duks i klassen. Gintaras Vagelas, der er Heath & Safety manager i bygherreselskabet Femern A/S, er da også godt tilfreds med den foreløbige statistik fra FBC:
– Det er en flot milepæl, og det er noget, vi er stolte over. Vi ønsker selvfølgelig nul ulykker – eller i hvert fald så få som muligt, og det er ikke nogen nem opgave på en byggeplads af den størrelse, fortæller Gintaras Vagelas.
Ikke i mål
Han lægger dog også vægt på, at det endnu er for tidligt at hvile på laurbærrene:
– Vi kan ikke sige, at vi er i mål. Det her er den ene kontrakt (der foreligger ingen tal fra konsortiet FLC, der står for selve tunnelbyggeriet har ikke oplyst deres arbedjsskadesstatistik, red.). Vi arbejder med target zero for hele projektet, siger han.
NINA gør forskellen
Gintaras Vagelas giver tilskriver Boskalis’ (det ene selskab i FBC-konsortiet, red.) NINA-program (No Injuries No Accidents) en stor del af æren for det lave antal rapporterede arbejdsulykker:
– NINA betyder ret meget. Det er dygtige mennesker, der har den viden, der skal til. Der er investeret meget tid i det arbejde, og der ligger mange års erfaring bag. De har arbejdet med det her i 10-12 år, fortæller Gintaras Vagelas.
Medarbejderne skal tage ejerskab
En vigtig del af NINA-programmet er at medarbejderne tager ejerskab i forhold til sikkerheden – og at ledelsen bakker. Og det har FBC’s medarbejdere taget til sig:
– Der er over 30 observationer om måneden, hvor medarbejderne melder tilbage, at der er sikkerhedsrisici, og indtil nu har vi haft over 1.500 observationer i alt, siger Gintaras Vagelas.
Er arbejdssikkerhed et personligt ansvar eller ledelsens ansvar?
Ret og pligt
– Det er begge dele. Hver eneste medarbejder skal kunne sige stop, og man skal kunne mærke ledelsesopbakning til det. Arbejdssikkerhed er ikke bare en ret – det er også en pligt. Alle skal kunne komme hjem om aftenen uden skader, siger Gintaras Vagelas.
– Hver måned belønner vi en medarbejder for bedste sikkerhedsunderretning. Og når der kommer én ind, bliver det straks behandlet på næste morgenmøde, fortæller Femern A/S’ health and safety manager.
Sygemeldt i én dag eller mere
En arbejdsulykke defineres i denne sammenhæng som en hændelse i forbindelse med arbejdet, der betyder at en medarbejder er sygemeldt i én dag eller derover.
FBC har løbende haft 200-500 ansatte på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. FBC’s del af arbejdet forventes afsluttet i løbet af 2024. FBC består af de to hollandske virksomheder Boskalis International B.V. og Van Oord Dredging and Marine Contractors B.V.