Den nyudnævnte minister for erhverv, trafik, turisme og økonomiske anliggender i delstaten Schleswig-Holstein i Nordtyskland har netop ansat en koordinator for de mange bygge- og anlægsprojekter, der følger af Femernprojektet.
Bedre kommunikation
Der bliver først officielt sat navn på den nye koordinator i løbet af den næste uge. Trafik-, turist og erhvervsminister Claus Ruhe Madsen, der ikke er medlem af noget parti, fortæller til FemernReport, at den nye koordinator, der også får administrativ assistance, især skal beskæftige sig med kommunikation:
– Det er klart, at de mange byggearbejder på veje, jernbaner og så videre giver lidt problemer for trafikken. Der har været meget strid om, at borgere og virksomheder ikke blev informeret godt nok. Den irritation, det afstedkommer, kan jo løses ved at informere bedre om, hvad der sker, fortæller Claus Ruhe Madsen.
Kommuner og virksomheder skal betale
Selvom den nye koordinator formelt ansættes af delstaten Schleswig-Holstein, så kommer de tyske virksomheder og kommuner til at være med til at betale for indsatsen:
– Vi kommer til at opkræve et lille beløb fra borgmestre og virksomheder. Det er ikke fordi, vi ikke har penge til at betale selv, men det er erfaringen, at hvis man skal betale for noget, så tager man det også mere seriøst, fortæller Claus Ruhe Madsen.
Software til koordinering
Udover kommunikationsindsatsen, så leverer den nye koordinatorfunktion også software, der kan sikre bedre koordination internt imellem de mange infrastrukturprojekter.
FemernReport bragte et længere interview med Claus Ruhe Madsen i fredags. Det kan du læse her.