Når regeringen om få uger peger på de fem industriparker, handler det ikke kun om erhvervsudvikling. Det handler om politik, signaler og balancer. De kommuner, der kommer igennem nåleøjet, får adgang til hurtigere myndighedsbehandling, en samlet statslig kontaktflade og – vigtigst af alt – et stempel fra staten om, at her vil man satse.
Bejlerne er mange, og da fristen udløb i foråret lå der 31 bud. Der har været kritik af, at at der kun udvælges fem industriparker og Venstre har åbnet en dør på klem for, at der kan blive udpeget flere. I Midtjylland mener man for eksempel, at man godt kunne tage alle fem pladser alene.
Det er værd at bemærke, at der ud over Erhvervsministeriet også står ministerie for Byer og Landdistrikter på aftalen om at udpege industriparker. Det signalerer, at væksten skal ske væk fra storbyerne og universiteterne.
Jeg lægger her hovedet på blokken og forsøger at udpege de fem vindere. Og nævner et par jokere - kald det en halvgardering.
Kalundborg: Den industrielle favorit
Pressefoto
Hvis ét navn er sikkert, er det Kalundborg. Novo Nordisk er centrum i en unik industriklynge, der kan noget, som få andre steder i Danmark kan: kombinere storskala produktion, grøn energi og international tiltrækning. Det var ikke tilfældigt, at erhvervsminister Morten Bødskov placerede det første pressemøde her – det var et vink med en vognstang. Kalundborg er ikke bare favorit, men nærmest en selvfølge. Det vil være erhvervspolitisk selvmål at overse Danmarks stærkeste industrielle brand.
Aalborg (Nordjyllandsværket): Power-to-X og regional balance
Nordjylland skal have en plads. Ikke bare for balancens skyld, men fordi Aalborg reelt har et stærkt kort. Området ved Nordjyllandsværket har adgang til havn, fjernvarme, grøn strøm og Power-to-X. Flere investorer har allerede vist interesse.
En industripark her vil give regeringen mulighed for at koble vækst til grøn energi og sikre, at industripolitikken ikke drukner i øst- og midtjyske projekter.
Fredericia (Taulov Dry Port): Logistik og tempo
Hvis staten vil have hurtige resultater, er Fredericia et oplagt valg. Taulov er et af Danmarks logistiske knudepunkter, hvor motorvej, jernbane og havn mødes.
Her behøver man ikke vente på lokalplaner eller byggemodning. Staten kan med ét slag placere en industripark i hjertet af dansk logistik. Argumentet for Fredericia er enkelt: tempo og volumen.
Lolland (Rødbyhavn): Der er 67 milliarder gode grunde
Planen for industriparken i Rødbyhavn
Der kommer en industripark med rød løber til Rødbyhavn. Lolland repræsenterer den investering, staten allerede har gjort med Femern-forbindelsen. 67 milliarder (budgettet er på 55 milliarder 2015-priser) bliver der brugt på infrastruktur – nu skal der skabes erhvervsmæssigt afkast. Placeringen ved Rødbyhavn har havn, motorvej og grøn energi. Svagheden er arbejdskraften. Regionen mangler faglærte og specialister. Men Femern-forbindelsen åbner et nyt arbejdsmarked i Nordtyskland. Hvis regeringen vil vise, at udkanten ikke er glemt, er Lolland det oplagte valg. Det er politisk meget svært at overse.
Skive (GreenLab): Fremtidens energimodel
GreenLab Skive er måske det mest visionære bud. Her kobles vind og sol direkte til virksomheder. Der arbejdes med sektorkobling, cirkulær økonomi og grøn produktion i fuld skala.
For regeringen er Skive muligheden for at vise omverdenen, at Danmark ikke kun taler om grøn omstilling – vi eksperimenterer med den. GreenLab er ikke bare et erhvervsområde. Det er et internationalt fyrtårn, der kan tiltrække både investeringer og opmærksomhed.
Joker 1: Grænseregionen – adgang til arbejdskraft og EU-marked
Hvis regeringen vil tage livtag med Danmarks største erhvervspolitiske udfordring – manglen på arbejdskraft – ligger svaret måske i grænselandet. Aabenraa (Padborg/Kassø) og Tønder (Bredebro) byder ind med industriparker, der kan trække på det tyske arbejdsmarked lige syd for grænsen.
Her er gevinsten dobbelt: danske virksomheder kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft på tværs af grænsen, og industriparkerne bliver placeret direkte i EU’s energikorridor. Politisk vil en grænsepark også sende et signal om, at udenlandsk arbejdskraft ikke er et nødvendigt onde, men en aktiv del af Danmarks vækststrategi.
Joker 2: Vordingborg/Næstved – Femerns bagland
Lolland er favorit, men Vordingborg og Næstved har et argument, der er svært at overse: Tappernøje/Bårse ligger på motorvejen, ved jernbanen og tæt på Femern-forbindelsen. Hvis staten har investeret 55 milliarder i en tunnel, hvorfor så ikke understøtte udviklingen i hele det sydsjællandske bagland?
Samtidig har Vordingborg/Næstved en fordel, som Lolland kæmper med: adgang til et større arbejdsmarked. Pendlerafstanden til hovedstadsområdet er kortere, og dermed er der lettere adgang til de faglærte og specialister, industrien skriger på. En park her kan blive regeringens pragmatiske alternativ, hvis Rødbyhavn vurderes for sårbar.
Joker 3: Odense/Lindø – fynsk volumen og eksport
Fyn er fraværende blandt de fem oplagte favoritter, men Odense/Lindø Industripark kan ændre det billede. Her står et erhvervsområde allerede klar med Vestas, Fayard og en stærk offshore- og robotklynge. Der er havn, infrastruktur og plads til udvidelser.
Fordelen ved Lindø er, at staten får en industripark, der kan levere fra dag ét. Der er ikke tale om visioner på tegnebrættet, men om en eksisterende industribase, som kan skaleres op. Hvis regeringen vil vise, at hele landet er med – også Fyn – er Lindø en oplagt joker.
Joker 4: Esbjerg – energimetropol med brint og offshore
Argumentet for Esbjerg er indlysende: hvis staten vil belønne eksisterende styrke og eksport, findes der ikke et stærkere kort. Men netop styrken kan også være svagheden – for måske vil regeringen hellere bruge industriparkerne til at løfte områder, der har mere brug for et skub. Derfor er Esbjerg den klassiske joker: stærk nok til at komme ind – men måske for stærk nok i sig selv.
