Banedanmark får bedre styr på ormegården

Banedanmark har gennemgået 25.000 tegninger over, hvor de har ledninger i jorden. Nu kan Ledningsregistret give langt hurtigere svar på forespørgsler fra entreprenører, der skal grave
Banedanmark har gennemgået 25.000 tegninger over, hvor de har ledninger i jorden. Nu kan Ledningsregistret give langt hurtigere svar på forespørgsler fra entreprenører, der skal grave. Foto: Banedanmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret 26-01-2024 kl. 11:23 med afsnit om, hvem der betaler for udbedringen.

– Hovsa! Der fik jeg vist lige gravet et kabel over …

Den situation oplevede uheldige maskinførere på entreprenørarbejde 89 gange i 2023 med et af Banedanmarks mange kabler. Nu er der udsigt til, at det tal bliver lavere i fremtiden. Banedanmark kan nemlig nu indenfor to timer svare en entreprenør på, hvad de har liggende af kabler, når en entreprenør kommer med en graveforespørgsel.

Hvert overgravet kabel betyder togforsinkelser eller aflysninger og reparationsomkostninger – til gene for både Banedanmark, passagererne og godstransporten. Og nu bliver der gjort noget ved det.

Nye regler og procedurer
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har i mange år haft registreret nedgravede kabler i Ledningsregistret. Nu er der så kommet nye regler og procedurer, der gør det enklere og hurtigere både at registrere og slå op i registret. Det betyder, at alle landets ledningsejeres kabler og ledninger i digital form let kan findes for entreprenører forud for et anlægsprojekt.

Håber på færre overgravninger
– Banedanmark er en stor infrastrukturforvalter, og dermed har vi også exceptionelt mange ledninger og kabler liggende i jorden. Der er jo ingen, der graver kabler over med vilje, men ved diverse anlægsprojekter kan det ske – og det går ud over togpassagererne, hvis det er Banedanmarks kabler, de rammer. Men med registret håber vi at reducere antallet af overgravede kabler, fortæller områdechef i Asset Management i Banedanmark, Brian Vitalis Hougaard.

Svar på to timer
Med de nye regler for Ledningsregistret skal Banedanmark nu udlevere ledningsdata for den præcise lokation indenfor to timer, når de modtager en graveforespørgsel fra en entreprenør. Og det har været lidt af en opgave:

– Banedanmark har arbejdet hårdt på at nå i mål inden deadline for at få oversigter over alle vores kabler lagt i databasen. Vi har gennemgået over 25.000 tegninger, som viser, hvor i jorden vi har ledninger. Det er vigtigt at pointere, at vi ikke undgår overgravede kabler 100 procent, men vi forventer, at ledningsejerregistret reducerer antallet af overgravede kabler – og de dertilhørende problemer med jernbanen, forklarer områdechefen.

Fra 29 til 89 på fem år
Antallet af overgravede Banedanmark-kabler har været støt stigende de seneste fem år. I 2019 skete det 29 gange, og i 2023 var tallet altså kommet helt op på 89 overgravninger.

– Grunden til det stigende antal overgravede kabler er de mange flere projekter på og langs jernbanen de seneste år. Det skal nævnes, at det ikke er alle overgravede kabler, som har haft trafikale konsekvenser, fortæller Brian Vitalis Hougaard.

Entreprenøren betaler
Banedanmark oplyser til FemernReport, at ved en overgravning får Banedanmark udbedret kablet. Regningen sendes efterfølgende videre i form af et erstatningskrav til den uheldige entreprenør. Der er således ikke Banedanmark, der afholder udgiften til reparation.

Fakta

Om Ledningsregistret:

  • Ledningsejerregistret er et landsdækkende register over Danmarks ledningsejere, der skal udlevere oplysninger om de mange ledninger, som ligger i jorden.
  • Ledningsejerregistret administreres af Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, som ligger under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
  • Ved hjælp af ledningsejerregistret kan entreprenøren få fyldestgørende oplysninger om ledninger og kabler, der ligger i jorden, og som de skal være opmærksomme på, inden de begynder at grave.
  • Med de nye regler skal ledningsdata udleveres indenfor to timer, hvilket er en forbedring i forhold til tidligere, hvor svartiden var fem dage. De sidste tre år har Banedanmark været i gang med at indsamle data til registret. Banedanmark har kortlagt ledninger fra mere end 25.000 tegninger.

Udviklingen i antal overgravninger:

  • 2019: 29
  • 2020: 45
  • 2021: 55
  • 2022: 74
  • 2023: 89

Kilde: Banedanmark

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode