Nordzucker, som ejer Nordic Sugar og dermed sukkerfabrikkerne i Nakskov og Nykøbing, vil opføre et stort biogasanlæg ved Uelzen i Tyskland med planlagt idriftsættelse i 2030.
Anlægget skal producere biogas og senere biomethan i naturgaskvalitet på basis af roepressespåner. Projektet er en del af koncernens arbejde med at reducere brugen af fossile brændsler i sukkerproduktionen.
Anlægget skal placeres ved Molzen på et 12 hektar stort areal tæt på Uelzen, der ligger sydøst for Hamborg. Nordzucker har sikret sig arealet, mens den videre planlægning fortsat mangler at falde på plads.
Grønnere produktion
Et af de åbne spørgsmål er trafik til og fra anlægget. Nordzucker regner med, at der i gennemsnit skal ankomme to lastbiler i timen med roepressespåner, og dertil kommer transport af afgassede restprodukter. Selskabet oplyser, at trafikken endnu ikke er afklaret.
Der mangler også planmæssige godkendelser. Både lokalplan og tilpasning af arealplanlægningen skal på plads, før projektet kan realiseres.
Biogas kommer også til at spille en rolle i Nordic Sugars aktiviteter i Danmark. FemernBusiness beskrev i januar 2025, hvordan den nye direktør Jannik Olejas pegede på biogas og lavere CO2-udledning som en vigtig del af udviklingen i den danske sukkerproduktion. Nature Energys anlæg ved Abed, som skal bruge roeaffald fra Nordic Sugar, ventes at stå klar til sommer.