FOR ABONNENTER

Sukkerfabrikkerne skal tænke grønt og udvikle sig

Nordic Sugars nye direktør ser store muligheder for innovation og grøn vækst. - Vores opgave er at sikre, at vi også er her de næste 150 år

Jannik Olejas er administrerende direktør i Nordic Sugar. Foto: Jonas Højlund
Offentliggjort Sidst opdateret

Nu skal der til at flyde større mængder biogas ind hos Nordic Sugar. Den gasledning til halvanden milliard, der åbnede i september, er med til at gøre livet lidt nemmere for den nye direktør Jannik Olejas. Den er fra starten med til at give ham og dermed den danske produktion en grøn førertrøje i Nordzucker, der ejer Nordic Sugar og dermed sukkerfabrikkerne på Lolland-Falster.

Den grønne omstilling er vigtig. Den bliver også efterspurgt af de store industrikunder, og dermed er det også en god forretning. Og den gode forretning og udvikling er vigtig for den 54-årige direktør.

- Jeg er kommet hjem for at udvikle vores forretning – jeg ser masser af interessant potentiale, siger Jannik Olejas.

Efter fire år som øverste chef for Mackay Sugar i Australien er han tilbage i Danmark og klar til at sætte sit præg på Nordic Sugars fremtid. Hans erfaringer fra Australien og tidligere fra Tyskland har givet ham en global forståelse for, hvordan bæredygtighed og innovation kan gå hånd i hånd.

- Vi har været her i 150 år, fordi vi har tilpasset os og set muligheder i udfordringer. Det skal vi blive ved med. Vores opgave er at sikre, at vi også er her de næste 150 år, siger han.

Jannik Olejas kom hjem Australien i november. Og bor nu i København.

- Men vi har et sommerhus i Marielyst, siger han med et smil.

Sukker på Lolland-Falster

  • Den første sukkerfabrik på Lolland-Falster åbnede i 1872 i Sakskøbing.
  • Mellem 1880 og 1912 blev der etableret 15 sukkerfabrikker i området, ofte placeret tæt på købstæderne.
  • Sukkerproduktionen er baseret på roedyrkning, der stadig udgør en væsentlig del af områdets landbrug.
  • Sukker har gennem historien været kendt som "Lollands hvide guld" og har spillet en afgørende rolle for både økonomien og identiteten i regionen.
  • I dag er der to aktive fabrikker på Lolland-Falster – i Nakskov og Nykøbing Falster – der stadig forarbejder lokale sukkerroer.
  • Sukkerfabrikkerne er i dag ejet af det tyske selskab Nordzucker, der er blandt Europas største sukkerproducenter.

Under vi'et er der en familie med fire børn, der vendte hjem til Danmark inden Jannik gjorde. Der var lige nogle hængepartier, der skulle ordnes i Australien, før det hele kunne gå op, og Jannik Olejas kunne starte i jobbet 1. januar. Det faste kontor er i København, og når han er i for eksempel Nykøbing, har han slet ikke et kontor, men må booke en ledig plads som alle andre. Også selv om man er administrerende direktør. Den del virker til at passe Jannik Olejas fint. Han er smilende, venlig og meget ydmyg over for det job, han nu er i gang med. Og at tilstedeværelse er en vigtig faktor, når man driver en kæmpe produktionsvirksomhed.

- Jeg vil være til stede. Det handler om at forstå processerne og de mennesker, der driver dem. Man lærer noget nyt hver dag, forklarer han.

Grøn omstilling og en ny milepæl 

En af udfordringerne med at producere sukker har været den store CO₂-udledning. Nordic Sugar er den næststørste CO₂-udleder i industrien i Danmark. Men med åbningen af gasledningen til Lolland-Falster ser billedet anderledes ud. Ved at have skiftet olie ud med gas er CO2-udledningen reduceret markant. Og med det næste skridt, hvor større mængder naturgas byttes til biogas, forventes at reducere CO₂-udledningen med op til 37.000 tons årligt.

- Det er en milepæl for både os og regionen. Vi kan se en markant forskel på vores klimaaftryk allerede nu, siger Jannik Olejas.

Fra affald til innovation 

Jannik Olejas ser grøn omstilling som mere end bare en måde at reducere CO₂-udledningen på. Det handler også om at udnytte ressourcer på nye måder.

Hans erfaringer fra Australien har lært ham, hvor meget potentiale der kan ligge i at tænke udnyttelse af ressourcer og samarbejde på nye måder.

Vi ser, at vores kunder bliver stadig mere bevidste om deres CO₂-aftryk. Hvis vi kan levere et mere bæredygtigt sukker, kan vi hjælpe dem med at nå deres egne klimamål. Det er en klar konkurrencefordel

Jannik Olejas

- I Australien arbejdede vi meget med at udnytte biprodukter, som f.eks. fiber fra sukkerrør til energiproduktion. Vi havde et tæt samarbejde med en ekstern fødevareproducent, som kunne benytte vores infrastruktur, således at vi forsynede dem med damp og elektricitet. Det har lært mig, hvor meget værdi der kan skabes, hvis man tænker nyt, forklarer han.

- Sukker er mere end bare sukker – det kan være en byggesten for alt fra jetfuel til emballage. Det handler om at tænke i nye samarbejder og finde løsninger, der giver mening både for miljøet og økonomien, siger han.

Han peger på, at Nordic Sugar ikke kun skal tænke grønt for miljøets skyld, men også for at imødekomme kundernes stigende krav.

- Vi ser, at vores kunder bliver stadig mere bevidste om deres CO₂-aftryk. Hvis vi kan levere et mere bæredygtigt sukker, kan vi hjælpe dem med at nå deres egne klimamål. Det er en klar konkurrencefordel, forklarer han.

En fremtid på Lolland-Falster

Jannik Olejas ser Nordic Sugar som en vigtig spiller i udviklingen af Lolland-Falster. Han ved godt, hvor vigtige sukkeroer er for Lolland-Falster. Det er en del af områdets sjæl og økonomi. To ting som meget gerne må gå hånd-i-hånd. Og i samme åndedrag nævner han igen udvikling.

- Det handler om hele tiden at være et skridt foran – både i forhold til vores produkter og vores måde at tænke bæredygtighed på.

Han understreger, at Nordic Sugar skal være en leder, ikke bare følge trop:

- Vi skal ikke bare følge strømmen. Vi skal være dem, der sætter standarden, både i Danmark og i Europa.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode