300 meter bro kommer til at gøre hele forskellen for jernbanekorridoren mellem Skandinavien og resten af Europa. Det er nemlig den del af strækningen, der skal føres over Guldborgsund mellem Lolland og Falster.
Den nuværende bro, Kong Frederik IX’s Bro – eller KFIX, som den hedder i Banedanmark, blev indviet i 1963 med bare et enkelt jernbanespor. Det bliver for lidt, når Femernforbindelsen åbner, og der ventes op til ti tog i timen på strækningen mellem Ringsted og Femern.
Var forberedt til udvidelse
Kong Frederik IX’s bro var egentlig forberedt til at kunne udvides med et ekstra spor. Det arbejde ville imidlertid forstyrre trafikken for meget i byggeperioden. Ydermere er strækningen fra stationen i Nykøbing Falster så kurvet, at togene ikke kan køre med fuld fart. Det bliver også rettet ud i forbindelsen med den nye jernbanebro, der således løser to problemer på én gang.
– Det er kæmpestort
I sammenligning med resten af Femernprojektet, så forekommer en jernbanebro med et enkelt spor på 300 meter ikke af at være alverden. Men det skal man ikke lade sig narre af:
– Det er kæmpestort, dette her. Hvis der ikke er en bro, så er der ingen Femernforbindelse. Derfor er det også dejligt at kunne vise det hele frem i et lidt større perspektiv, fortæller Peter Jonasson, der er anlægsdirektør i Banedanmark.
Første fag færdigt om en måned
Det er egentlig A/S Femern Landanlæg, der ejer projektet, men Banedanmark har rollen som bygherre på deres vegne. MT Højgaard er totalentreprenør på broprojektet.
Ifølge Peter Falk, der er projektchef i MT Højgaard, er støbearbejdet på det første brofag allerede i fuld gang og vil være færdigt i løbet af en måneds tid. Der skal støbes i alt 11 brofag inklusive et klapfag, og fremstilles alle på byggepladsen ved siden af broen. Hvert brofag er 20 meter langt og syv meter bredt og vejer omkring 500 tons.
– Når vi skal i gang med at montere brofagene på pillerne, så går det ret hurtigt. Vi forventer, at det tager omkring tre dage at montere det første, men så har vi også lært det. De resterende forventer vi kan monteres på én dag, fortæller Peter Falk.
Ved ikke hvad der gemmer sig under havbunden
Det mest kritiske element i brobyggeriet bliver at bore 29 rør 30 meter ned under havbunden og få det nye klapfag til at køre synkront med de gamle, fortæller Mette Koch Sonnenborg, der er projektchef hos Banedanmark:
– Selvom vi har forberedt os grundigt og lavet mange forundersøgelser, så kan man jo aldrig vide, hvad der gemmer sig nede under havbunden. Hvis vi støder på en meget stor sten, så må vi flytte den eller eventuelt sprænge den. Vi kan ikke ændre placeringen, når vi arbejder så tæt på den eksisterende bro, siger hun.
Forventer over 600 besøgende
Da FemernReport søndag var forbi til åben byggeplads i Nykøbing Falster, havde 563 nysgerrige allerede lagt vejen forbi til rundvisning, pølser og sodavand. Banedanmark forventer, at tallet når op på den pæne side af 600, når dagen er ovre.