FOR ABONNENTER

Business LF: Sådan bliver 2025 for erhvervslivet

Grøn strøm, Femern-effekten og kampen om arbejdskraft bliver afgørende for virksomhederne

Mikkel Wesselhoff, direktør i Business Lolland-Falster
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad venter erhvervslivet på Lolland-Falster og Sydsjælland i 2025? Først gav Allan Aaskov, direktør i Lollands Bank, sit bud med fokus på den økonomiske vækst og betydningen af Femern-projektet. Herefter pegede Helene Urth, direktør i Business Vordingborg, på grønne investeringer og den fortsatte udfordring med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Michael Bang, administrerende direktør på CELF, understregede vigtigheden af opkvalificering og fastholdelse af arbejdskraft i en tid med øget efterspørgsel på specialiserede kompetencer.

Nu er det Mikkel Wesselhoff, direktør i Business Lolland-Falster, der giver sit perspektiv. Hvordan ser han udviklingen for områdets virksomheder i 2025? Hvilke muligheder og udfordringer skal erhvervslivet forberede sig på?

Hvilke tendenser ser du for erhvervslivet på Lolland, Falster og Sydsjælland i 2025?

Erhvervslivet har det godt, og den udvikling vil fortsætte i 2025. Men udviklingen i erhvervslivet på Lolland, Falster og Sydsjælland vil i 2025 også være præget af en kompleks blanding af både udfordringer og muligheder.

Der er min vurdering, at mange af de udfordringer og muligheder virksomhederne oplevede i 2024 vil flytte med over i 2025. Vi vil samtidigt se en større grad af uforudsigelighed på en række områder, hvor det bliver mere og mere vigtigt at lytte til markedet, skelne mellem støj og signaler og sikre en robusthed i sin virksomhedsdrift.

Det betyder bl.a., at virksomhederne skal sikre sig finansielt med en modstandsdygtig balance. De skal arbejde med at sikre organisationen, vitale driftsområder og ledelseskraft samt digitalt i forhold til effektivitet og sikkerhed.

Vi kommer forventeligt til at opleve et mere attraktivt renteniveau og deraf højere investeringsvillighed. Der vil stadig være mangel på kvalificeret arbejdskraft, og derfor vil vi fortsat have brug for international arbejdskraft i stadigt stigende omfang på Lolland-Falster.

Hvilke sektorer tror du vil opleve vækst i det kommende år. Og hvorfor?

- Den grønne omstilling bliver en fortsat stærk driver i erhvervsudviklingen i såvel Europa som Lolland-Falster. I 2024 producerede vi på Lolland-Falster næsten fem gange mere grøn strøm, end vi skulle bruge, og netop det overskud oplever vi som en stærk tiltrækningskraft på nye virksomheder.

Udbygningen af sol- og vindenergi vil i fremtiden blive brugt som et aktivt instrument i erhvervsudviklingen, hvor etableringen af nye vedvarende energiparker med sol og vind vil blive koblet direkte til virksomhederne og nye arbejdspladser.

I dag har vi et produktionsoverskud af grøn strøm, og det er en investering i fremtidige arbejdspladser. Vi kan se frem til en yderligere nødvendig udbygning af produktionen af vedvarende energi, fordi efterspørgslen på strøm stiger meget og omstillingen fra fossil energi skal op i tempo. Lolland-Falster har været frontløber på det område, og det skal vi fortsætte med i de kommende år.

Mikkel Wesselhoff

Administrerende direktør, Business Lolland-Falster

Mikkel Wesselhoff er 45 år og født og opvokset i Stubbekøbing. Han er far til tre børn.

Han er universitetsuddannet i erhvervsøkonomisk ledelse fra Aalborg Universitet og har videreuddannet sig i innovation på Harvard Business School.

Mikkel trådte ind i Business Lolland-Falster i 2011 som souschef og forretningsudvikler, og i 2014 overtog han rollen som administrerende direktør. Under hans ledelse er organisationen vokset til 20 ansatte, og Visit Lolland-Falster er blevet en del af porteføljen.

Nakskov Havn og tunnelhavnen i Rødbyhavn får en afgørende rolle i 2025 og årene frem. Erhvervshavne med plads på og ved havnen vil spille en nøglerolle i den grønne omstilling, herunder produktion og udskibning af grønne brændstoffer samt effektiv og grøn skibsfart. Derfor er arbejdet med at realisere industriparken og havnen ved Rødbyhavn afgørende, og vil skabe en transformation af Lolland-Falster.

ESG og bæredygtighedsrapporteringen vil også betyde mere for de lokale virksomheder, særligt hvis de indgår i værdikæder som underleverandører. Det er mit klare indtryk, at virksomhedslederne er parate til at tage opgaven med ESG-rapporteringen på sig, fordi de godt kan se, at det er en nødvendighed.

Endelig er der byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, der fortsat skaber massive investeringer i infrastruktur og transport. Projektet fungerer som en motor for vækst, ikke kun i bygge- og anlægssektoren, men også inden for logistik og transport, hvor Lolland og Falster bliver et centralt bindeled mellem Danmark og resten af Europa. Jo tættere vi kommer på en åbning, jo mere vil aktiviteten stige.

2025 vil blive præget af arbejdet med at realisere visionen om en international industripark ved Rødbyhavn samt fremtiden for det store tunnelproduktionsområde og havnen, der bevares når byggeriet af tunnelen er afsluttet.

Tunnelen giver os et meget stort turisme-potentiale på både kort og lang sigt. 9 millioner tyskere kan på to timer nå frem til Lolland-Falster, når tunnelen er åben. Det vil give turismen et kæmpe boost, og forberedelsen til den nye fremtid vil præge 2025.

Hvilke sektorer tror du vil opleve vækst i det kommende år. Og hvorfor?

- Bygge- og anlægssektoren vil opleve vækst, men samtidigt blive udfordret på deres indtjening. Industrien kan også vokse, særligt på baggrund af en ekspansiv finanspolitik i både EU og USA – dog kan den geopolitiske uro skabe afmatning og manglende investeringslyst.

Rådgiverbranchen på Lolland-Falster er en overset branche, som generelt har klaret sig godt. Det vil den fortsat gøre med mange opgaver i 2025.

Hvilke sektorer vil få det svært?

- Detailhandlen vil igen blive udfordret af vores ændrede forbrugeradfærd, hvor vi handler mere og mere online. Vi oplever også generelt en lav forbrugertillid, hvilket kan have betydning for både oplevelseserhvervene og detailhandlen. Oplevelseserhvervene står stærkt med store og kendte attraktioner, der trækker mange gæster til samt en masse veldrevne turismevirksomheder, der hvert år har fremgang. Lolland-Falster har også stærke detailhandlere, der forstår at drive deres virksomheder, og samtidigt er der historisk mange i job og dermed købekraft for dem, der rammer markedet rigtigt.

Hvad er de største udfordringer, virksomheder i området står overfor i 2025?

- Der er mange udfordringer, som kan påvirke virksomhederne i 2025. I en uforudsigelig tid, handler det om at bevare roen og ikke agere i panik. På det helt overordnede niveau er der den geopolitiske situation, EU´s konkurrencesituation og manglende arbejdskraft, der presser virksomhederne. Vi har en stor eksport, og mange af vores arbejdspladser er knyttet til virksomheder med enten direkte eller indirekte eksport.

Udviklingen på det vigtige tyske marked påvirker såvel turisme som industri, og det bliver spændende (måske lidt for spændende) at følge udviklingen i Tyskland.

Hvis det var min virksomhed, så ville jeg fokusere på at optimere min finansielle balance og have en lidt afventende tilgang til markedet. Både for at kunne modstå et tryk udefra, men også for at have mulighed for at investere, hvis muligheden skulle opstå. Det er klogt at have is i maven og passe på med at handle på noget, man ikke helt kender endnu.

COWI har lavet en rapport for Lolland Kommune, der spår stor mangel på arbejdskraft de næste mange år. Når det er et problem der, er det sikkert også i resten af regionen. Hvordan løser man det?

- Udfordringen med COWI-rapporten viser desværre kun en brøkdel af udfordringen. Hvis hele den nye industripark ved Rødbyhavn, turismeprojekterne på Marielyst samt de øvrige erhvervsparker i begge kommuner bliver realiseret, så bliver der en massiv efterspørgsel efter hænder.

Den gode nyhed er, at med hurtigere togforbindelser vil langt flere kunne nå Lolland-Falster både syd og nord fra.

De store infrastrukturprojekter som tunnelbyggeriet og Storstrømsbrobyggeriet har sammen med vores store virksomheder vist, at der kan tiltrækkes arbejdskraft både fra Danmark og internationalt. Det har i øvrigt betydet en øget bosætning, og dermed været med til at styrke de lokale samfund.

Lolland-Falster skal være et attraktivt sted at bo og leve med gode skoler og mulighed for uddannelse. Her er den internationale folkeskole i Maribo et fremragende eksempel. Vi skal styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og kommunerne for at gøre landsdelen til et attraktivt sted at leve, bo og arbejde.

Hvordan kan virksomhederne selv forberede sig på at udnytte nye muligheder i regionen?

- Det er vigtigt at være åben og have udsyn. Der er mange af virksomhederne på Lolland-Falster, der i 2025 står stærkt rustet til at tage store opgaver udenfor Lolland-Falster.

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Personligt abonnement

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Få adgang nu

14 dages gratis prøveperiode

  • Premium-adgang til alt indhold på FemernBusiness
  • Ubegrænset adgang til vores arkiv
  • Nyhedsbreve med de vigtigste branchenyheder
  • Topnyhedsbreve når de største nyheder breaker
  • Login til vores website - branchenyheder med på farten
Start prøveperiode