Der er blevet længere mellem de lokale virksomheder i EIFOs finansieringsstatistik.
I 2021 registrerede EIFO, Danmarks statslige investerings- og finansieringsfond, 19 aktiviteter i Lolland, Guldborgsund og Vordingborg. I 2025 var antallet faldet til otte. Det svarer til en nedgang på 58 procent.
Udviklingen går til gengæld den modsatte vej på landsplan. Her steg antallet af aktiviteter fra 774 i 2021 til 884 i 2025, mens alene Region Sjælland gik fra 60 til 70. Tallene er renset for de særlige lån, garantier og andre ordninger, som blev indført under coronakrisen.
EIFO advarer dog mod at drage store konklusioner på baggrund af de tre kommuner.
– Der er tale om relativt få finansieringer i de enkelte kommuner, og derfor kan få sager få stor betydning for udviklingen fra år til år. Samtidig ser vi ikke det samme mønster i Region Sjælland som helhed, hvor aktiviteten i 2025 ligger højere end i 2021, 2023 og 2024, siger Signe Thustrup Kreiner, kommerciel direktør på SMV-området i EIFO.
Lokalt blev bunden nået i 2024 med blot fem aktiviteter – heraf ingen i Lolland Kommune. I 2025 steg antallet til otte, men det var fortsat langt under de 18-23 årlige aktiviteter fra 2021 til 2023.
I Vordingborg Kommune er tallet over hele perioden faldet fra ti til to.
– Ser vi på vores seneste resultater, har vi finansieret flere virksomheder, og aktivitetsniveauet er steget. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at EIFO generelt finansierer færre virksomheder, og vi ser fortsat mange virksomheder med ambitioner om at investere og vokse i hele landet, siger Signe Thustrup Kreiner.
Statistikken viser antallet af aktiviteter, men hverken finansieringsbeløbene eller virksomhedernes adgang til kapital, ligesom EIFO har heller ikke geografiske mål for sine finansieringer.
– Vi vil gerne nå relevante virksomheder i hele Danmark, og vækst og iværksætteri på tværs af landet er en vigtig del af vores strategi. Men vi fordeler ikke finansiering efter geografi. Virksomheder med gode projekter og vækstambitioner skal kunne få adgang til kapital, uanset hvilket postnummer de har, siger Signe Thustrup Kreiner.