Store, udtjente skibe kan blive en del af fremtiden ved Rødbyhavn, når Femernbyggeriet er afsluttet.
EU-projektet ShipCycle skal undersøge, om faciliteterne kan bruges til skibsophugning og genanvendelse. Det oplyser Erhvervshus Sjælland, som står i spidsen for projektet, i en pressemeddelelse.
Havnen og de tre store tørdokke fremhæves som særlige forudsætninger. Ifølge pressemeddelelsen kan dokkene rumme fartøjer på op til 400 meter. Projektet skal nu undersøge mulighederne for at skabe forretning på at genanvende skibenes materialer og udstyr.
- Vi har allerede havne, værfter, virksomheder og specialiseret viden i Østersøregionen, siger projektleder Jimmy Faustin Andersen fra Erhvervshus Sjælland.
ShipCycle samler fem organisationer fra Danmark, Tyskland og Polen, heriblandt Business Lolland-Falster og Danske Maritime.
Partnerne skal kortlægge faciliteter og kompetencer samt undersøge økonomiske og lovgivningsmæssige barrierer. Arbejdet skal føre til en fælles plan med politiske anbefalinger.
Baggrunden er, at europæiske skibe ofte ophugges i Sydasien, så værdifuldt stål forlader Europas industrielle kredsløb. Også motorer, installationer og inventar kan genbruges.
Projektet løber frem til juni 2028 med et budget på cirka 500.000 euro, men indebærer endnu ingen beslutning om at etablere skibsophugning ved Rødbyhavn.