Der skal lægges i alt 31 kilometer nyt højspændingskabel i jorden mellem Nakskov og Rødbyhavn for at forsyne Femerntunnelen og betalingsanlægget med strøm. Arbejdet gik i gang for knap et år siden, men siden er der kun blevet lagt omkring halvanden kilometer kabel i jorden. Og der er ikke udsigt til, at der kommer mere højspændingskabel i jorden det næste års tid.
Ingen frivillig aftale
Omkring halvdelen af de lodsejere, i hvis jord kablet skal ligge, har ikke villet indgå en frivillig aftale med Energinet.dk, der står for det danske el- og gasnet.
– Desværre har det ikke været muligt at indgå aftaler med alle lodsejere på kabelstrækninger på Lolland. Vi er derfor nødt til at indlede ekspropriationssager hos en række lodsejere, og den proces forsinker projektet, siger projektleder Carsten Stenløkke Højbjerg fra Energinet.dk.
Vil have flere penge og dybere nedgravning
Lodsejerne er, ifølge Carsten Stenløkke, ikke tilfredse med det erstatningsbeløb, Energinet.dk har tilbudt dem, men det er ikke muligt for det statslige transmissionsselskab at hæve beløbet:
– Vores aftalegrundlag giver ikke mulighed for at udbetale erstatninger i det niveau, lodsejerne ønsker, siger Carsten Stenløkke til FemernReport.
Det er dog ikke kun et spørgsmål om penge for lodsejerne. Flere af dem vil også have kablet gravet dybere ned i jorden end de 1,4 meter, Energinet.dk sædvanligvis opererer med. Årsagen er, at det vil karambolere med de dræn, der ligger i landbrugsjorden. Det er imidlertid ikke umiddelbart teknisk muligt, fordi et 132 kV højspændingskabel udvikler meget varme, og den varme kan kablet ikke komme af med, hvis det graves for dybt ned.
Skal i gang med ekspropriation
De manglende frivillige aftaler betyder, at Energinet.dk nu skal i gang en ekspropriationsforretning. Processen med ekspropriation indebærer, at Energinet skal søge Sikkerhedsstyrelsen om tilladelse til ekspropriation. Sikkerhedsstyrelsen skal i løbet af foråret sende projektet i høring hos lodsejerne og Energinet. Hvis processen forløber som forventet, kan ekspropriationskommissionen komme på besigtigelse på ejendommene i sommeren 2024. Det drejer sig om cirka halvdelen af de lodsejere, der skal lægge jord til kabelprojektet. Selve ekspropriationen forventes at finde sted til efteråret.
Regner med at nå det
For indeværende regner Energinet.dk ikke med, at højspændingsforsinkelsen får konsekvenser for resten af Femernprojektet:
– Vi regner stadig med, at vi kan få idriftsat kablet rettidigt til at Femernprojektet kan komme i drift til tiden, siger Carsten Stenløkke til FemernReport.
Engerinet.dk regner nu med, at arbejdet med de resterende 29,5 kilometer højspændingskabel kommer i gang i løbet af foråret 2025.
Bygherren, Femern A/S, forventer heller ikke, at kabelforsinkelsen vil få betydning for det samlede Femernprojekt:
“Vi er i løbende dialog med Energinet, og vi er blevet godt orienteret om ændringen. Vi forventer ikke, det får nogen betydning for byggeriet af tunnelen,” skriver Femern A/S i en skriftlig kommentar til FemernReport.
”Stikkontakt” til tunnelen
Højspændingskablet skal forsyne højspændingsstationen i Rødbyhavn. Den skal fungere som ”stikkontakt” til Femern Bælt-tunnelen, som skal bruge strøm til belysning, ventilation, betalingsanlæg, de nye elektriske tog med mere. Bygge- og anlægsarbejdet med etablering af stationsbygning og fundamenter er ved at være færdigt. Til foråret igangsættes montage af stålstativer og højspændingskomponenter.