I et noget kompliceret sagskompleks om påstået urimelig statsstøtte til Femern A/S afsagde EU-domstolen i Luxembourg onsdag dom. Og dommen er set med både den danske stats og færgerederiet Scandlines øjne både-og og hverken eller.
På den ene side fandt domstolen, at Femern A/S har en konkurrencefordel på grund af betydelige statslige kapitalindskud, lån og garantier. Dette giver Scandlines delvis medhold i deres bekymringer om konkurrencefordel til Femern A/S.
Fordel i forhold til færgeselskaberne
Retten bemærker i en pressemeddelelse om dommene, at statens bygherreselskab, Femern A/S, har konkurrencefordele ud af finansieringsmodellen. Disse fordele ”… styrker enhedens (Femern A/S, red.) position på markedet for transporttjenester til passage af Femern Bælt mellem Rødby og Puttgarden i forhold til de virksomheder, der allerede er aktive på dette marked, navnlig i forhold til færgeselskaberne,” skriver EU-domstolen i en pressemeddelelse om dommen.
På den anden side har domstolen i en anden dom underkendt anklagerne om, at EU-Kommissionen begik fejl i den oprindelige godkendelse af projektet. Scandlines’ bekymringer om konkurrencefordelen anerkendes altså, men EU-Kommissionens godkendelse af projektets finansiering står stadig ved magt.
Fælleseuropæisk interesse
Femernprojektet er nemlig ”… af fælleseuropæisk interesse, blandt andet fordi dette projekt udgør et vigtigt og konkret bidrag til opfyldelsen af Unionens transportpolitiske mål og Unionens bredere mål, og at det vil forbedre forbindelsen mellem de nordiske lande og Centraleuropa. Retten bemærker endvidere, at der ikke er fremlagt nogen oplysning, der kan rejse tvivl om konstateringen om, at den faste forbindelse er baseret på princippet om, at den skal projekteres, anlægges og drives på en sådan måde, at skadelige virkninger på naturen og miljøet undgås,” skriver EU-domstolen.
Frikendt for fodfejl
I en helt tredje sag, anlagt af Scandlines imod EU-kommissionen, frikendes kommissionen for fodfejl i forbindelse med en klagesag fra 2018.
Scandlines tager umiddelbart domstolens afgørelse til efterretning, men vil nu granske dommen yderligere:
Meget komplekse afgørelser
”Vi har taget EU-Domstolens afgørelser i dag om finansieringen af Femern Bælt-tunnelen til efterretning. Disse afgørelser er meget komplekse, og vi vil i de kommende dage analysere alle detaljer sammen med vores rådgivere.
Det vigtigste for os er dog, at domstolen bekræfter, at finansieringen af Femern Bælt-tunnelen fortsat falder ind under EU’s statsstøtteregler. … Som følge heraf mener vi, at vi er blevet styrket vores holdning om, at den fremtidige konkurrence med tunnelen kun kan være fair, hvis den er underlagt klare konkurrenceregler. Det er ikke kun et vigtigt signal for os, men også for alle andre færgerederier og havne i Østersøen, som berøres af Femern Bælt-tunnelen,” skriver Scandlines i en e-mail til FemernReport.
Hvad de praktiske konsekvenser for finansieringen af Femerntunnelen bliver, som følge af dommene, skal nu analyseres af Transportministeriets jurister.