Femern-projektet står midt i en voldgiftssag mellem bygherren Femern A/S og entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors. Tvisten gælder forsinkelser og ekstraomkostninger under coronapandemien, og entreprenøren kræver 77 millioner euro, svarende til omkring 570 millioner kroner.
Striden tager sit afsæt i coronaepidemien, hvor nedlukninger og rejserestriktioner begrænser arbejdet på det enorme byggeri. Entreprenøren vurderer, at det giver markante forsinkelser og øgede omkostninger, mens Femern A/S afviser, at kontrakten giver ret til kompensation.
Sagen bliver derfor i første omgang sendt til det fælles Dispute Resolution Board – et uafhængigt panel, som parterne bruger til at afklare konflikter undervejs.
Entreprenør vinder første slag
DRB afgiver sin anbefaling 29. marts 2024. Entreprenøren får delvist medhold og tildeles en kompensation på 56 millioner euro (ca 417 mio kr), men afgørelsen er ikke bindende, og Femern A/S vælger at lade sagen gå videre.
I begyndelsen af 2025 bliver sagen officielt indbragt for Det Internationale Handelskammer, ICC. 4. februar 2025 afholdes et indledende møde i voldgiftsretten, hvor rammerne for sagen fastlægges og en dommer bliver udpeget. 28. maj 2025 indleverer Femern A/S sin stævning, og sagen er lige nu under behandling.
Corona-sagen på Femern-projektet
2020–2021: Coronapandemien rammer projektet, og entreprenøren begynder at samle dokumentation for forsinkelser og merudgifter.
29. marts 2024: DRB afgiver sin anbefaling – entreprenøren får delvist medhold og tildeles 56 mio. euro.
4. februar 2025: ICC afholder et indledende møde i sagen og udpeger en dommer.
28. maj 2025: Femern A/S indleverer sin stævning til ICC.
Juli 2025: Voldgiftssagen er i gang, og parterne har udvekslet de første dokumenter.
Ifølge Hans Viggo Godsk Pedersen, professor i privatret ved Syddansk Universitet, får den første afgørelse næppe større betydning i den kommende voldgift.
- Den afgørelse, der er truffet, er ikke bindende, og det er åbenbart, at man kan være uenig i den. Derfor skal den prøves igen, siger han.
Han tilføjer, at det næppe spiller nogen større rolle, at sagen kører internationalt ved ICC.
- Det er naturligt at vælge en international voldgift i en sag med parter fra flere lande, siger han.
Sagen ved ICC kommer i en periode, hvor flere dele af arbejdet på Femern-projektet er udfordret. Tunnelrenden er fortsat ikke godkendt, og de specialbyggede fartøjer Ivy 1 og Ivy 2 mangler stadig endelig godkendelse.
Hverken Femern A/S eller Femern Link Contractors ønsker at udtale sig om sagen.