Konsortiet bag udgravningen af tunnelrenden på Femern-forbindelsen leverer endnu et markant overskud.
Fehmarn Belt Contractors I/S, der ejes af hollandske Boskalis og Van Oord, kommer ud af 2025 med et resultat på 125,9 mio. kr. mod 100,6 mio. kr. året før. Samtidig er omsætningen faldet til 292,5 mio. kr. fra 1,08 mia. kr. året før, hvilket afspejler, at hovedopgaven på projektet i vid udstrækning er gennemført.
Konsortiet har haft ansvaret for en af de mest centrale entrepriser på Femern-forbindelsen, nemlig udgravningen af den 17,6 kilometer lange tunnelrende på havbunden mellem Lolland og Femern, hvor de 89 tunnelelementer senere skal sænkes ned. Arbejdet har stået på i flere år og har også omfattet etablering af arbejdshavn samt omfattende landindvinding på begge sider af bæltet.
98 procent færdig
Netop landindvindingen giver et klart billede af, hvor langt entreprisen er nået. Ifølge regnskabet er 98 pct. af arbejdet med at etablere de nye landområder nu gennemført, og områderne er i vid udstrækning allerede overdraget til bygherren. Dermed er det kun de sidste resterende arbejder, der mangler, før entreprisen er fuldt afsluttet.
Det afspejler sig direkte i økonomien. Mens omsætningen falder kraftigt i takt med, at de store mængder jord er flyttet og placeret, er indtjeningen steget markant. Bruttomarginen er løftet betydeligt i forhold til året før, hvilket peger på, at arbejdet i slutfasen er mindre omkostningstungt efter de mest intensive udgravningsaktiviteter. Egenkapitalen er samtidig vokset til 276,8 mio. kr.
Arbejdet med tunnelrenden er formelt afsluttet og afregnet med bygherren Femern A/S. I den forbindelse betalte konsortiet kompensation, fordi dele af renden var gravet for dybt. Kompensationen fremgår ikke særskilt af regnskabet, hvor den i stedet må anses for indregnet i de samlede kontraktindtægter.
Løbende tilpasninger
Selv om entreprisen dermed er gjort op, spiller renden fortsat en central rolle i projektet. Hovedentreprenøren Femern Link Contractors har efterfølgende afvist at godkende renden i sin nuværende form, og dermed er et arbejde, der kontraktuelt er afsluttet, blevet en flaskehals i næste fase, hvor tunnelelementerne skal sænkes.
I regnskabet beskriver konsortiet selv arbejdet som teknisk krævende. Efter flere års arbejde peger de på, at jordbundsforholdene ikke altid har svaret til de oprindelige forventninger, og at arbejdet derfor har krævet løbende tilpasninger. Samtidig fremgår det, at eksterne forhold har givet udfordringer i planlægningen undervejs.
Aktiviteterne i Fehmarn Belt Contractors bliver nu markant mindre. I 2026 forventer konsortiet kun et beskedent overskud, hvilket understreger, at entreprisen reelt er ved at være afsluttet, mens Femern-projektet som helhed bevæger sig videre til næste fase.