Inflationen, som i 2022 tog et ordentligt spring i vejret og i flere måneder lå med prisstigninger på cirka 10 procent, har ikke været så slem, at den ikke har været godt for noget.
Hos Femern Agency, som er et fremskudt jobcenter i Rødbyhavn og et bindeled mellem konsortier, underleverandører og ledige, mærker man, at situationen med at skaffe den rigtige arbejdskraft er blevet en smule bedre.
– Hvis man skal finde noget positivt i, at inflationen har påvirket arbejdsmarkedet, så er det, at det desværre også gør, at der bliver flere ledige. Men det betyder så, at der vil være flere kvalificerede ledige at rekruttere fra, siger Per Bech Grønning, leder af Femern Agency.
Søger over hele landet
Nu er puljen af ledige blevet lidt større, men Femern Agency gør også en stor indsats for at gøre puljen endnu større ved at rekruttere ikke kun fra Lolland-Falster, men ved at samarbejde med jobcentre i hele landet, særligt i Østdanmark for at finde kvalificerede hænder.
Senest har Femern Agency, Femern Link Contractors (FLC) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) indgået en Jobservice Danmark-aftale.
– Det betyder, at der kommer endnu mere national bevågenhed på at hjælpe med rekrutteringen til Femern-projektet. Meget af det har vi kunnet klare selv, men projektet bliver jo større og større, og derfor bliver det vigtigt, at jobcentre, kommuner og a-kasser i hele Danmark og ikke mindst i Østdanmark hjælper med at finde kvalificerede ledige til jobbene, forklarer Per Bech Grønning.
Stor andel danskere
Overordnet erklærer han sig tilfreds med rekrutteringen og andelen af dansk arbejdskraft på projektet.
– Det er et stort internationalt projekt med rigtig mange store internationale virksomheder, og set i det lys synes jeg, at det går rigtig godt. Knap 40 procent af medarbejderne i FLC er bosiddende i Danmark, siger Per Bech Grønning.
Han vil ikke bruge udtrykket dansk arbejdskraft, da der blandt de 40 procent kan være udlændinge, som har arbejdet og været bosiddende i Danmark i mange år uden at være blevet danske statsborgere.
Behovet lige nu
Lige nu har Femern Agency især fokus rettet mod FLC, da Fehmarn Belt Contractors (FBC) har overstået den største del af sit arbejde.
– Lige nu er FLC i gang med opstarten af tunnelelementfabrikken, og der vil i løbet af 2023 blive brug for folk til det. Men hvor mange af dem, man allerede har ansat, der kan bruges på betonfabrikken, ved jeg ikke, siger Per Bech Grønning.
– Derudover har vi i forbindelse med, at FLC Village snart er ved at være fuldt udbygget, hjulpet med at rekruttere blandt andet catering- og servicepersonale, tilføjer Per Bech Grønning.