Det første af i alt 89 betonelementer til Femern Bælt-tunnelen er nu sejlet ud fra tunnelfabrikken i Rødbyhavn og er klar til at blive sænket ned i den 18 kilometer lange tunnelrende.
Dermed tager byggeriet et afgørende skridt ind i den fase, der længe har været den mest kritiske for hele projektet. Nedsænkningen af tunnelelementerne har været ramt af forsinkelser, tekniske udfordringer og uenigheder mellem bygherre og hovedentreprenøren Femern Link Contractors.
Turen fra tunnelfabrikken til nedsænkningsstedet ud for tunnelportalen ved Rødbyhavn er omkring to kilometer lang. Transporten begyndte omkring kl. 20 mandag aften og foregår langsomt med slæbebåde og specialfartøjet IVY, som skal bruges til selve nedsænkningen.
Efter udsejlingen er elementet blevet bugseret ud til området, hvor det skal sænkes ned i tunnelrenden. Men selve nedsænkningen er blevet udskudt. Ifølge TV2 ØST oplyser Andrew Crone-Langkjær, pressekonsulent hos Sund & Bælt, at vejrforholdene onsdag morgen gjorde det umuligt at få elementet på plads på havbunden. I stedet ventes et nyt forsøg onsdag aften og natten til torsdag, hvor forholdene ser bedre ud. Udsættelsen understreger, hvor følsom operationen er over for vind, strøm og vejrforhold i bæltet.
Elementet er 217 meter langt og 42 meter bredt. Det består af fem rør: to til motorvej, to til jernbane og ét servicerør til tekniske installationer. Når elementet bliver sænket, skal det placeres i den forberedte tunnelrende på havbunden under en kontrolleret og præcis manøvre. Derefter skal det sikres med skærver og grus langs siderne, så det ligger fast i positionen.
Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt, kalder nedsænkningen for "meget kompleks".
- Det er en stor opgave med meget lille margin for fejl. Vi skal nedsænke et element, der er lige så langt som to fodboldbaner inden for ganske få millimeter, siger Lasse Vester og tilføjer:
- Det stiller store krav til udstyret og vores entreprenør, og derfor har de forberedt sig på opgaven i lang tid.
Milepæl efter lang række problemer
Nedsænkingen af det første tunnelelement kommer efter en periode, hvor Femern-projektet har været præget af store udfordringer.
FemernBusiness har tidligere afdækket, hvordan nedsænkningsarbejdet er blevet forsinket af problemer med IVY-fartøjet, uenighed om kvaliteten af tunnelrenden og stramme tyske miljøkrav i Femern Bælt. Samtidig har hovedentreprenøren Femern Link Contractors rejst milliardkrav mod Femern A/S, og der kører en international voldgiftssag om coronarelaterede forsinkelser.
Nedsænkningen af tunnelelementerne er den fase, der i praksis afgør, hvor hurtigt selve tunnelen kan bygges færdig. Den oprindelige plan byggede på, at de 89 elementer skulle sænkes på plads over tre år. Derefter følger op til to år med installationer, test og klargøring, før forbindelsen kan åbne for trafik.
Femern-forbindelsen bliver 18 kilometer lang og skal forbinde Rødbyhavn på Lolland med Puttgarden på den tyske ø Femern. Når tunnelen er færdig, bliver den verdens længste sænketunnel til både vej og jernbane.