Vordingborg har i årevis ligget i den tunge ende af Dansk Industris rangliste over kommunernes erhvervsvenlighed. I år går kommunen fra nummer 86 til nummer 76, men ambitionerne rækker videre end det.
– En placering som nummer 76 er ikke godt nok. Men vi er tilfredse med, at det går den rigtige vej. Næste år skal vi være i top 60, og om to år skal vi op i 50’erne, siger Jakob Helles (LA), der er viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv, Vækst, Energi og Bosætning.
Det største spring sker inden for kommunal administration, hvor Vordingborg rykker fra nummer 84 til nummer 51. Vordingborg Erhvervsforening har kvitteret for fremgangen, men formand Inger Marie Scavenius efterlyser samtidig en kommune, der i højere grad ser virksomhedernes projekter som en helhed og hjælper dem gennem den samlede proces.
Den kritik afviser Jakob Helles ikke.
– Vi er nået langt med sagsbehandlingen, og tallene viser, at den del er godt på vej. Men vi kan stadig blive bedre til at se virksomhedernes behov og projekter i en større sammenhæng. Det kræver ikke kun nye arbejdsgange, men også en kulturændring i kommunens møde med erhvervslivet, siger han.
Kommunen ansatte 1. februar en medarbejder, der skal være erhvervslivets direkte indgang til kommunen. Samtidig er der nedsat en bosætningsgruppe, som skal arbejde med at tiltrække mennesker og virksomheder, mens bl.a. samarbejdet med Næstved om Industrial Hub Zealand skal bane vej for mere grøn industri.
Der er nok at tage fat på. Vordingborg ligger sidst som nummer 91 inden for uddannelse og arbejdskraft, og kommunens indsats for at tiltrække kvalificerede medarbejdere er placeret som nummer 82.
– En sidsteplads på uddannelse og arbejdskraft er selvfølgelig ikke acceptabel. Derfor skal området også fylde i de indsatser, vi nu sætter i gang – fra skole og uddannelse til bosætning og en tættere kontakt med erhvervslivet, siger Jakob Helles.