Lalandia A/S, der driver feriecentret i Rødby, kom ud af 2024 med et resultat på 34,3 mio. kr. efter skat. Det er en fremgang på over 8 mio. kr. i forhold til året før.
Omsætningen landede på 221,5 mio. kr., stort set uændret fra 2023. Ifølge ledelsesberetningen har gæsteantallet været på niveau med det foregående år, som var et rekordår. Resultatet er desuden positivt påvirket af kursgevinster i forbindelse med låneomlægninger.
Feriecentret beskæftiger i gennemsnit 202 fuldtidsansatte og investerede sidste år 7,2 mio. kr. i anlæg og udstyr.
Nye investeringer og grøn omstilling
Der arbejdes fortsat på muligheden for at etablere et stort solcelleanlæg i Rødby. Anlægget kan, hvis det bliver til virkelighed, dække halvdelen af feriecentrets elforbrug og forventes klar i 2026.
Samtidig planlægger man, at taget på Aquadome-hallen skal skiftes i slutningen af 2025. Det nye tag vil isolere bedre og dermed reducere varmeforbruget.
Forventer stabil drift
Ledelsen forventer, at både omsætning og driftsresultat i 2025 vil ligge på samme niveau som i 2024 – med en usikkerhed på +/- 10 mio. kr. i omsætning og +/- 5 mio. kr. i resultat.
Selskabet har ikke truffet endelig beslutning om, hvorvidt der skal opføres flere feriehuse ved Lalandia i Rødby.
Lalandia A/S er ejet af PARKEN Sport & Entertainment A/S og har også en mindre dattervirksomhed i Sverige.