Region Sjælland vil øge det økonomiske udbytte af Femern-forbindelsen og vil bruge en ny samlet plan til at hente statslige midler til udviklingen i området.
Det fremgår af en dagsorden til Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, som skal behandle sagen på et møde 23. marts.
Ambitionen er at sikre en stærkere national forankring af indsatsen omkring Femern og samtidig tiltrække finansiering til projekter, der kan skabe vækst og arbejdspladser i regionen.
Konkret vil regionen udarbejde en samlet vækst- og udviklingsplan for Femern-området. Planen skal danne grundlag for en målrettet interessevaretagelse over for Christiansborg med henblik på at få midler på finansloven fra 2028.
Kæmpe økonomisk afkast
Samtidig skal planen pege på, hvor investeringer i blandt andet mobilitet, arbejdsmarked og uddannelse kan øge gevinsten af forbindelsen. Arbejdet skal ske i samarbejde med både danske og tyske aktører.
Baggrunden er blandt andet tidligere analyser, som Region Sjælland har fået udarbejdet sammen med Erhvervshus Sjælland. De viser, at den faste forbindelse over Femern Bælt ved åbningen kan give et samfundsøkonomisk afkast på omkring 1 mia. kr. i regionen.
Med den nye indsats er målet at løfte dette afkast yderligere gennem en mere samlet og målrettet indsats.
Region Sjælland har gennem en årrække investeret i samarbejdet på tværs af Danmark og Nordtyskland, blandt andet via Interreg-projekter, der har haft fokus på uddannelse, kultur og mobilitet. Samarbejdet har også omfattet politiske aftaler med delstaten Slesvig-Holsten og konkrete initiativer som undersøgelser af togforbindelser mellem Lübeck og Nykøbing.
Regionsrådet har afsat 1 mio. kr. til arbejdet i budgettet for 2026.