Syvende klasse byggede Femern-tunnel på et par timer
Elever fra Kongeskærskolen i Allinge afprøver undervisningsmaterialet Tunneltalenter og bygger en tunnel på Folkemødet på Bornholm. Foto: David ArnholmFoto: David Arnholm
David ArnholmDavidArnholm
OffentliggjortSidst opdateret
Det kan godt være, der går flere år, for Femern-tunnelen åbner. Men det kan altså gøres meget hurtigere.
På Folkemødet byggede 7. A og B fra Kongeskærskolen i Allinge i hvert fald torsdag morgen en Femern-tunnel på et par timer. Med piberensere, maling, gaffatape – og fjernstyrede biler, som kørte gennem et par lange, sorter tunnelrør.
Testede undervisningsmateriale
Eleverne har testet materialet Tunneltalenter, som Femern A/S har udviklet til landets 6. og 7. klasser. Materialet er i foråret blevet testet på en håpndfuld skoler og lanceres formelt efter sommerferien. Lidt over 50 skoleklasser har allerede tilmeldt sig, og der er plads til flere.
– Det er ret sjovt – og bedre end at lave lektier, lød det fra en af eleverne.
Idéen med Tunneltalenter er, at det skal få flere til at vælge de erhvervsfaglige uddannelser. Det er der nemlig brug for. På Femern-byggeriet skal der være 500 lærlinge-årsværk, svarende til omkring 1000 lærlinge.
For få vælger erhvervsuddannelse
– Men for få søger ind på erhvervsuddannelserne, fortæller Emilie Juel-Helwig, der er direktør for bæredygtighed hos Femern A/S.
Det er nemlig kun omkring hver femte elev fra 9. og 10. klasse, der vælger at begynde på en erhvervsuddannelse.
Tunneltalenter inkluderer blandt andet et rollespil, hvor eleverne inddeles i grupper, som hver især får opgaven med at være entreprenør, bygherre, miljøorganisation eller kommune. Og så er der kreative opgaver som den med at bygge en tunnel.
– Måske får det nogle af de elever, der ellers ikke altid shiner, til at få mere opmærksomhed. Og vi ved, at det betyder noget for eleverne, at det ikke er gamle undervisningsmaterialer, siger Emilie Juel-Helwig.
Undervisningsmaterialet “Tunneltalenter” skal blandt andet øge interessen for erhvervsuddannelser. Og der er tilsyneladende håb. To elever synes i hvert fald, at deres fædres ingeniørjobs lyder kedelige. Foto: David Arnholm.
– Megagodt og meget konkret
Og Bonnie Hedesmann, der er klasselærer for 7. klasserne på Kongeskærskolen, roser materialet:
– Det er megagodt, for det er meget konkret. Der er en række spørgsmål, som er lige til at gå til, roser hun.
Men giver det så eleverne lyst til at arbejde med tunnelbyggeri, når de bliver voksne?
Ingeniør-far synes det er kedeligt
– Min far arbejder med det. Han er ingeniør og synes, det er kedeligt, siger Solveig Gjendal, og hendes klassekammerat Alma Rasmussen tvivler også.
– Min far er også ingeniør, og det er meget med at sidde ved en computer. Det kunne jeg ikke tænke mig, siger hun.
Det er firmaerne Autens, Serious Games Interacitive og Vendelbo Kommunikation, der efter at have vundet et udbud har udviklet Tunneltalenter.